Hitman vender stærkt tilbage

Efter en lidt vaklende start rykker den nye Hitman-serie stærkt frem med kapitel 2.

Foto: Fra spillet. Den nye Hitman-serie er farverigt og indbydende lavet. Missionen foregår i den italienske badeby Sapienza, hvor et stort hus danner hovedrammen. Huset er omgivet af strand, golfbane, landsby, underjordiske gange og meget andet.
Læs mere
Fold sammen

Danske Io Interactive har altid været ensbetydende med spilserien om Hitman.

Det skaldede spilikon bragte spilfirmaet fra dansk succeshistorie til internationalt spilfirma, og på trods af op- og nedture gennem årene er det på mange måder stadig den danske spilbranches flagskib.

Bange anelser opstod derfor, da det blev annonceret, at spilserien ville gå fra at bestå af storstilede »triple A«-produktioner til et nyt, kapitel-baseret format med kortere afsnit, der ville blive udgivet separat og med jævne mellemrum. For hvis nu det første afsnit ikke slog til, kunne det vel nemt betyde starten på enden for Hitman – og dermed Io?

Da det første afsnit, eller »Intro Pack«, som det blev kaldt, udkom for et par måneder siden, var det en lidt blandet oplevelse.

Konceptet er ganske interessant – i stedet for spillenes normale struktur, hvor du som lejemorderen Agent 47 bliver sat til at fuldføre nøje planlagte snigmordsopgaver inden for en ret stram ramme, bliver du nu bare placeret i en åben verden uden anden instruktion end målet med opgaven. Hvordan du når derhen og på hvilken måde du løser den, er fuldstændig op til dig.

Det giver et anderledes frit gameplay, som bliver godt forklaret i to introduktionsbaner. Du finder hurtigt ud af, at de gamle checkpoints er forsvundet, og at du nu i stedet kan gemme dit spil, når du vil.

Det giver en enorm frihed, men føles også ganske overvældende at blive sluppet løs på den måde – hvilket du for alvor mærker i kapitlets egentlig missionsbane, som foregår i Paris, til et modeshow på et kæmpe palæ.

For uden præcise guidelines og instruktioner er valgene mange – hvilken forklædning virker bedst, hvilket udstyr vil du have med dig, og hvordan finder du overhovedet frem til målene?

Det tager tid at finde ud af, for området er gigantisk og fyldt med mennesker.

Det eneste at gøre er at gå i gang med at udforske omgivelserne og danne dig et overblik, hvilket i sig selv sagtens kan tage timer, og ikke mindst mange, mange situationer, hvor du bliver opdaget af de deltagende gæster, som hurtigt alarmerer vagter, når de ser en trukket pistol, eller en snigmorder, som kværker en vagt. Hvilket sjældent betyder andet end et iskoldt »game over« for 47.

Farverigt og indbydende lavet

Når der samtidig var en del problemer med serveren i begyndelsen, gjorde det ind i mellem oplevelsen mere frustrerende end underholdende. Dette er heldigvis blevet rettet i kapitel to, som, i hvert fald for mig, ikke har givet nær de samme tekniske problemer.

Samtidig er det som om udviklerne, og specielt leveldesignerne, nu haft bedre tid til at gå i detaljen. Missionen foregår i den italienske badeby Sapienza, hvor et stort hus igen danner hovedrammen. Men denne gang er der en masse andet, der skal udforskes.

Huset er omgivet af strand, golfbane, landsby, underjordiske gange og meget andet, og det er farverigt og indbydende lavet.

Samtidig giver det større variation i dine muligheder for at planlægge snigmordene, og der er utroligt mange opfindsomme måder at gribe det an på, især hvis du er opmærksom på de mange tips og ledetråde, der ligger spredt overalt, både i form af udstyr og de mange mennesker, der vader rundt og snakker med hinanden.

I det hele taget er det essensen at »forstå« Hitman.

Det nytter ikke at blive utålmodig og satse vildt ved at brase rundt med trukket våben, for det eneste, der kommer ud af det, er mere spildtid ved at vende tilbage til den sidst gemte fil.

I stedet handler det om at aflæse spillet, tage sig tid til at lytte til samtaler, og derefter evaluere, om den lagte strategi er den rigtige eller skal justeres.

Det gør ikke serien til noget for alle, men til udviklernes ros skal siges, at de har indført forskellige måder at hjælpe mindre erfarne spillere på, bl.a. ved at give point efterhånden som du spiller, som derefter kan bruges til kasser med udstyr, som placeres på vigtige steder, når du gennemspiller banen igen.

Det kræver, at du har mod på at genspille de samme steder igen og igen, men her hjælper den nye episodiske struktur faktisk ganske godt. For med god tid mellem de udgivne episoder er der ingen grund til at jappe sig frem, men derimod masser af muligheder for at fordybe sig.

Konklusionen bliver, at den nye episodiske struktur virker fint for Hitman. Og at der er grund til at glæde sig til de næste fire kapitler.