Kender du til »Mad Max« som film, både den ikoniske serie med Mel Gibson og opfølgeren fra i år, må du give mig ret i, at et spilkoncept altid har ligget lige til højrebenet.
Med en historie der kan (bort)forklares på et par sætninger, og et handlingsforløb spændt hårdt op på action, slagsmål og biljagter i en mennesketom ørkendystopi af Verden efter Undergangen, synes mange af de potentielle udfordringer ved at skabe aktivitetsdrevet, digital underholdning ud af filmfortællinger, i dette tilfælde at være minimeret.
Spillet »Mad Max« suser da også overbevisende af sted fra første eksplosion og tager fornuftigt nok afsæt i filmenes mytologi uden at være en direkte fortsættelse. Det er det svenske spilfirma Avalanche Studios, der står bag værket, og de har brugt deres opbyggede erfaring med at skabe store og imponerende spilområder fra især spilserien »Just Caused«, til at gøre præcis det samme hér.
I en ørken fuld af gult sand og brune klippeformationer drøner du i rollen som skøre Max mere eller mindre frit rundt og skaber kaos, naturligvis altid retfærdiggjort, fordi du jager den endnu skørere Scabrous Scrotus, der er ondskabens ondeste fætter.
Som i mange af de andre spil der foregår i store, åbne verdener, foregår udforskningen i »Mad Max« ved at køre rundt i landskabet og undersøge, afdække, samle op og hente ting, her for det meste kaldet skrot. Det er som sådan ganske forudsigeligt, men det gode ved din bil i »Mad Max« er, at den er vildt sjov at køre i.
Selv i de første timer, det vil sige inden du for alvor har fundet skrot nok til at pimpe din øse, er det ganske enkelt drønsjovt at smadre rundt i ørkenen og slås mod andre psyko-chauffører. Og underholdningen vokser eksponentielt, efterhånden som du får indlagt turbo, våben, bedre styring og en masse andet ind i bilen, som til sidst vel bedst kan beskrives som et kørende fort på tusind oktan.
Underholdende spiloplevelse
Biljagterne bliver til tider peppet dejligt filmisk op af slow motion-sekvenser, når du for eksempel laver en succesfuld kombination og nakker flere biler og deres chauffører samtidig i et inferno af eksplosioner, vredet metal og flyvende kropsdele. Det tager en rum tid, før det mister sin underholdningsværdi at harpunere en fjende, mens du sidelæns flænser en beachbuggy til ukendelighed.
Desuden bryder Avanlanche monotonien i ørkenen ved at du som Max også tit bliver nødt til at forlade førersædet og gå på opdagelse for dig selv. Her bliver du så angrebet af diverse fjender til fods, og i disse sekvenser har udviklerne valgt at lade sig inspirere mere end kraftigt af spil som f.eks. dem i »Batman Arkham«-serien.
Det er stadig sjovt, for systemet med at undvige, parere og uddele tørre tæsk er velafbalanceret. Men det når aldrig udgangspunktets højder af den simple grund, at du som Max ikke er udstyret med det samme arsenal af gadgets til at variere forløbene.
Det klassiske sandkassespilkoncept med i vilkårlig rækkefølge at samle ting, løse missioner, køre ræs, nakke andre biler, løbe rundt til fods, slås mod fjender, løse udfordringer og optjene point/penge/skråt nok til at opgradere din figur og din bil, er blevet vældigt populært de seneste år, og det er der mange gode grunde til, grunde som »Mad Max« præsenterer på mange flotte og effektive måder.
Men det er også et forløb uden egentlig overraskelser, og Max bringer i bund og grund ikke meget selvstændigt til actionbordet, men holder sig til at mikse en cocktail af det, andre har gjort før ham.
Derfor ender »Mad Max« som en sjov, flot og underholdende spiloplevelse, sær i de første dusin timer, hvor omgivelserne trods deres brungule farvepalet endnu virker mystiske og tiltalende nok.
Men efter et vist tidspunkt begynder formularen at tabe luft, og selv ikke det filmiske udgangspunkt har nok ammunition til at kunne holde kedsomheden og forudsigeligheden stangen.
