Gå på shopping i den digitale spilbutik

Der er mange gode spil på de virtuelle hylder i PS4-butikken. Vi anmelder fire af dem.

»Bastion« på PS4 er flottere end originaludgaven, men rummer dog ikke mange fornyelser. Fold sammen
Læs mere

Handlen med fysiske spil i »rigtige« spilbutikker findes stadig, men den er på vej til at blive overgået af aktiviteterne i de digitale butikker, hvor spillene kan købes og downloades direkte ned i maskinen.

I den online shop til PlayStation 4 findes endda en lang række spændende spil, som kun kan erhverves i digital form. Jeg har testet nogle af dem, der stikker mest ud for tiden.

Genudgivelse i flotte farver

En genudgivelse fra 2011, men endnu et eksempel på at de rigtigt gode spil ikke bliver dårligere med tiden.

I »Bastion« spiller du rollen som en dreng, der må ud på et solo-eventyr for at finde en række stumper, han skal bruge til at genopbygge en ellers splintret verden. Undervejs må han udforske diverse landskaber, alle fantastisk farvestrålende og flotte – og vel egentlig det eneste punkt, hvor denne PS4-version virker endnu bedre en originalen.

Jagten på splinterne foregår aldrig i ro og mag, for der er modstand over alt, hvor du bevæger dig hen, med mange klassiske action-rollespilkampe til følge, og naturligvis en god del figuropbygning og opgradering af våben og udstyr med i købet.

En eminent lydside med både soundtrack og tale i absolut topklasse gør »Bastion« til et oplagt køb for alle fans af hurtige rollespil. Har du allerede spillet det i sin gamle form er der ikke meget decideret nyt at finde her, men til gengæld masser af gensynsglæde.

Titel: »Bastion«. Bedømmelse: ★★★★★✩ Udvikler: Supergiant Games. Pris: 109 kr.

Velafbalanceret og psykopatisk

Det første »Hotline Miami« var et frisk og absurd voldeligt bud på, hvordan man driver selvbevidst mediekritik i retro-format. To­eren er på mange måder ude på det samme, men byder på større, flottere og mere af det hele: Du løber rundt og massakrerer fjender på superhurtige 2D-baner, og der er konstant død i luften, enten din egen eller deres.

Kuglerne flyver, blodet flyder og et fantastisk ætsende synth-soundtrack sætter stemningen af 80er-nostalgi og amfetaminforstyrret psykopati.

»Hotline Miami 2« er psykopatisk - på den fede måde. Fold sammen
Læs mere

For udenforstående ligner det et kvalmt bud på spil, når de er mest hjernedøde, men dedikerede spillere forstår med det samme ironien; udviklerne formår nemlig at blande gameplay med historiefortælling, så oplevelsen på én gang svider, giver dårlig samvittighed og er en stor hyldest til spilhistorien.

Samtidig er det hurtige gameplay helt utroligt velafbalanceret. Det kan føles utilgiveligt og frustrerende til tider, men med lidt ekstra koncentration og fokus lykkes det alligevel til sidst at ride stormen af mod horderne af blodtørstige gangstere. Tilfredstillende på den helt rigtige, ubehagelige måde.

Titel: »Hotline Miami 2« Bedømmelse: ★★★★★✩ Udvikler: Devolver Digital. Pris: 119 kr.

Varierende boss-kampe

Forestil dig en klassisk eventyrverden i stil med den i de første »Zelda«-spil, så har du et godt billede af dit første møde med »Titan Souls«. Det er dog langt fra nok til at forklare spillets gameplay, for det er meget anderledes på især ét afgørende punkt.

I stedet for at byde på en lind strøm af fjender, der skal bekæmpes for at komme fremad i spillet, er universet i »Titan Souls« udelukkende beboet af såkaldte bosser – de store fjender, man normalt først møder ved slutningen af hver bane.

»Titan Souls« minder om et klassisk eventyrspil. Fold sammen
Læs mere

Så efter en kort introduktion, hvor du finder ud af, at du kun har én pil at skyde med, som du bagefter kan suge til dig igen ved et tryk på en knap, bliver du kastet direkte ud i boss-kamp. Der er nitten af dem, og det er ikke bare lige til at få skovlen under dem. I stedet gælder det om at lurepasse, læse deres mønstre, styrker og svagheder, og derefter begynde at bekrige dem.

Det er en dejligt anderledes udfordring, og selvom »Titan Souls« tager under fem timer at gennemføre på den første sværhedsgrad, er det timer uden én eneste gang at føle nogen form for repetition fra fjenderne komme i vejen for fornøjelsen.

Titel: »Titan Souls«. Bedømmelse: ★★★★✩✩ Udvikler: Devolver Digital. Pris: 109 kr.

En hyldest på godt og ondt

For rigtig mange spilfans er »Metroid« en milepæl i historien. Det var spillet, der indførte ikoniske spilelementer som at blande side-scrollende 2D-grafik med både skyderi og udforskning, og det medførte så mange kloner til så mange maskiner og platforme, at der ikke er tal på dem længere.

»Axiom Verge« er en overvejende vellykket hyldest til »Metroid«. Fold sammen
Læs mere

»Axiom Verge« er spiludvikleren Tom Happ’s hyldest til »Metroid«. Han har arbejdet alene og i fem år med spillet, og resultatet er på mange måder imponerende. Først og fremmest syder spillet af kærlighed til originalmaterialet, lige fra den grafiske retro-stil over lydside til gameplayet, som grundlæggende er identisk med udgangspunktet. Til sidstnævnte har Tom Happ derudover formået at lægge nye og friske lag – især ved at introducere mange forskellige slags våben, som tilmed har utraditionelle og ind i mellem ganske innovative funktioner.

Til gengæld bærer »Axiom Verge« også rundt på en del af de ting, som gjorde »Metroid« til et frustrerende bekendtskab for nogle. Bryder du dig således ikke om spil, som kræver at du ofte må bevæge dig tilbage til steder på baner, du allerede har besøgt, i jagten på en skjult knap eller et rør, du overså i første omgang, er dette nok ikke lige en spiloplevelse for dig.

Titel: »Axiom Verge«. Bedømmelse: ★★★★✩✩ Udvikler: Tom Happ. Pris: 139 kr.