Forfriskende troperejse i helvede

Det er dejligt forfriskende at spille »Far Cry 3«, som formår at fremstå som en indbydende ø i et hav af militærfikserede skydespil.

I »Far Cry 3« spiller du både jægeren og den jagede Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er nået halvvejs op i det faldefærdige radiotårn, da jeg hører råb og skrig nedefra. Opdaget. Kuglerne begynder at hvisle om ørerne, men jeg ignorerer det og fortsætter op. På toppen aktiverer jeg en sender, inden jeg tager mig tid til at nyde den storslåede udsigt over tropeøen, hvor solens sidste blændende stråler bryder horisonten og skaber kontrast til havets krystalblå overflade og regnskovens dybgrønne nuancer.

:Sekunder senere firer jeg mig ned og lander midt i en pirat-patrulje, som akkurat når at slå alarm, inden tre af dem ligger livløse på jorden. Jeg spurter videre, ind i junglen, væk fra de tilkaldte forstærkninger. Pludselig hører jeg en knurren, inden jeg falder bagover, angrebet af en tiger, der går direkte efter min strube. Et par knivstik senere og en tigerpels rigere og jeg er på benene igen. Larmen fra tigeren har tilkaldt piraterne, som nu jager mig igen. Junglen stopper med ét og afløses af en brat klippeskrænt, og et spring på flere hundrede meter ned i havet lader til at være min eneste udvej. Hvis det ikke var for svæveflyet, som heldigvis holder klar et stykke væk…

Uforudsigelighed, overlevelse, kaos og lysten til udforskning er temaerne i »Far Cry 3«, som pr. definition er et skydespil, men som rummer langt større frihed end de mange spil, der følger »Call og Duty«s efterhånden godt slidte succesopskrift. »Far Cry 3« byder godt nok også på onlinekampe, hvor store hold kan samarbejde om at slagte hinanden i forskellige udgaver af røvere og soldater-legen, og disse – for øvrigt skabt og produceret af svenske og danske udviklere hos Ubisofts afdeling i Malmø – virker vellavede og visse steder endda mildt nyskabende. Men det er og bliver singleplayer-delen, som gør spillet til noget ganske specielt.

Historien er centreret om Jason, som tager på tropeferie med sine venner for derefter at blive fanget af et hold temmelig sindssyge pirater, som bruger øen til menneskehandel, narkotikaproduktion og anden skummel virksomhed. Jason formår at stikke af, og det er derefter op til spilleren at få ham til at overleve på øen og i sidste ende redde sine venner. Det er jo helt efter spilbogen, men et dejligt twist er at Jason, i hvert fald i begyndelsen, på ingen måde er den perfekte soldat til opgaven. Han må opbygge sine evner i takt med at hans personlighed forandres, fra lalleglad feriedreng til blodtørstig dræber.

Tematisk er det et befriende stykke fra den sædvanlige omgang »machosuperheltesoldat redder USA og resten af verden fra de onde terrorister«, og selvom det ikke følges helt til dørs, er det dog et forsøg på at vække nogle andre følelser hos spilleren. Og det passer perfekt til den spilverden, som Ubisoft har opbygget rundt om Jason. For junglen er ikke bare vanskeligt terræn, der adskiller radiotårne fra de mange fjendtlige lejre, som er strøet rundt på det gigantiske kort, der udgør »Far Cry 3«s spilareal. Den er også fyldt med vilde dyr i alle afskygninger, som vil angribe så snart de får færten af ham. Det gør ethvert skridt til en potentiel livsfarlig situation, men også til vigtige lærepenge for Jason, som ved at jage og samle dyreskind optimerer sine evner og skaber nyt og bedre udstyr.

Øen er på den måde en (farlig) sandkasse af muligheder, og det er op til spilleren at bestemme hvordan og om de skal udnyttes. Der er naturligvis visse missioner der skal vælges, før hovedhistorien drives videre, men vejen til dem er strøet med frihed og tilfældige spilsituationer, der nærmest skriger efter at blive udforsket. Lyst til at udforske de mystiske grotter til fods, eller måske hellere en tur i jeep over på den anden side af bjerget, hvor der går hjorte rundt, hvis skind du skal bruge til en ny og større rygsæk? Eller hvad med en tur med svæveflyver fra toppen af en skrænt og hele vejen ned i havet, hvor du kan kæmpe med en haj, inden du leder efter gemte skatte i et krigsskibsvrag fra 2. Verdenskrig?

Bedst af alt er, at valgfriheden også gælder selve skyderiet mod de onde pirater, noget som »Far Cry 3« naturligvis rummer en betragtelig del af. Det er fx muligt og oplagt at angribe fjendens lejre med direkte og Rambo-agtige angreb, men det får ofte konsekvens i form af langvarige og risikable skuddueller, som tærer på ammunitionen og gør at flere pirater alarmeres. Personligt fandt jeg det derfor langt mere tillokkende at snige mig ind, afkoble alarmsystemet og derefter snigmyrde de intetanende, men stadig onde, pirater én efter én…

Det er den blanding af frihed og uforudsigelighed, som gør »Far Cry 3« til en svært tilfredsstillende spiloplevelse. Stort tillykke herfra til Ubisoft, som med spillet beviser at der er masser af liv tilbage i skydespilgenren. Det gælder bare om at turde bevæge sig væk fra de udtrådte stier.