Foren jer og kæmp for New York: »The Division« er storslået

I det storslåede »The Division« er virusramte New York overtaget af organiserede kriminelle. Spillerne kæmper for at genvinde kontrollen i det smukt genskabte Manhattan. Resultatet fortjener fem stjerner, og her får du fem grunde til karakteren.

Fra spillet »The Division«, hvor en større del af »spilpladen« er på Manhattan, der bogstaveligt talt er det vilde vest. En stor del af spillet går ud på at samle bedre våben og mere effektivt beskyttelsesudstyr op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

1: Oplev New York City

Snefnug daler omkring dig og dine soldaterkammerater, da I vandrer ind på Times Square. Alt er stille. Blot et par tiggere og en schæfer er i syne ud over de hundredvis af tomme biler, der er efterladt af flygtende eller for længst døde new yorkere. De mange neonlys er slukkede, butikkerne står tomme.

Så sker det. En tændt granat lander for fødderne af jer. Baghold. Inden den går af, spreder I jer instinktivt, går i dækning bag de gule taxaer og hvide politibiler og er klar til at kæmpe tilbage. Klar til at genvinde The Big Apple.

Og der er masser at kæmpe for, for genskabelsen af storbyen er rig på detaljer, uhørt i størrelsesmæssig ambitionsniveau og direkte bjertagende. Særligt når man mellem ildkampene tager sig tid til at kigge op på højhusene og nyde synet. Fantastisk at de Malmö-baserede udviklere »Massive« har ramt følelsen af millionbyen så rent.

2: Fjender med høj kunstig intelligens

Et højdepunkt er også de computerstyrede fjender, som man bruger meget af tiden på at kæmpe mod. Særligt i de største historie-missioner - de såkaldte instances - fungerer de fremragende. Hver af disse slutter med et enormt slag, hvor man som gruppe ofte føler, at man er oppe mod uoverkommelige odds.

Fjenderne strømmer til. De flankerer jer. De kaster granater efter jer, når I skjuler jer. Der er snigskytter, ingeniørtropper, nærkampsspecialister. Som spiller skal man ustandseligt omstille sig og samarbejde med sin gruppe af venner (eller tilfældige medspillere, du lynhurtigt finder i løbet af spillet). I et spil, hvor ildkampe er i hovedsædet, er det en fryd at konstatere, at fjenderne er af højeste klasse.

3: Venner og fjender med ægte intelligens

Spillets absolutte er trumfkort er den såkaldte »Dark Zone«. Dette ord dækker over en større del af »spilpladen« på Manhattan, der bogstaveligt talt er det vilde vest. En stor del af spillet går ud på at samle bedre våben og mere effektivt beskyttelsesudstyr op.

Det bedste udstyr gemmer sig i Dark Zone. Til gengæld vil andre grupper af spillere også gerne have fingre i det, du/I har fundet. Det betyder, at man kan falde andre spillere i ryggen eller selv blive jaget vildt. Med andre ord hersker paranoiaen i Dark Zone, og det er en fryd. Aldrig føler man sig sikker. Når computerfjenderne i historiemissionerne bliver for forudsigelige, kan man altid gå herind og opleve kaos, uforglemmelige sejre og sviende nederlag.

4: Det tekniske niveau er tårnhøjt

»The Division« har blot en uge efter lancering solgt millioner af kopier, udtaler udgiverne Ubisoft, der dog ikke har sat et præcist tal på. De understreger dog, at det har slået alle tidligere rekorder, hvilket betyder, at vi allerede er et godt stykke over fem millioner solgte eksemplarer.

Det imponerende er, at de tekniske aspekter af den enorme multiplayer-lancering er af højeste klasse. Spillet kørte flydende fra dag et, der er forholdsvis få fejl i spillet, og det er nemmere end i de fleste konkurrende spil at finde en flok ligesindede at skabe et hold med. I et spil, hvor samarbejde er nødvendigt, er det helt essentielt, at de tekniske aspekter fungerer. Bravo!

5: Spillets mangler kan tilgives

Der er dele af »The Division«, der er repetitive. Særlig de mindre missioner uden for Dark Zone. Egentlig er de valgfri, men man bliver nødt til at tage en del af dem, hvis man vil skabe det mest dødbringende, digitale alter ego.

Vi er milevidt fra missions-kvaliteten i spil som »The Witcher 3« og »Grand Theft Auto 5«. Særligt fordi der ikke er gjort nok ud af historien, og man derfor ikke lader sig involvere synderligt. Lykkeligvis er højdepunkterne i de store missioner og i Dark Zone så altoverskyggende, at man glemmer trivialiterne.

The Division er blevet kritiseret for at fjenderne tåler for mange skud, og at selve ildkampene ikke er så realistiske som i »Counter Strike« eller »Call of Duty«. Men her er tale om et klart designvalg fra udviklerne. Hvad vi til gengæld får, er et dybt våben og færdighedssystem, der stråler.