Jeg står på et glødende gulv i en helvedeshule og svitses af flammer nedefra, mens en gigantisk djævel, som er mindst ti gange større end mig, slynger sin syvarmede kæde med ondskabsfulde kroge ud i luften og flår mig hen over gittergulvet for at kvase livet ud af mig med et dundrende brøl. Jeg stirrer et halvt sekund for længe på hans nederdrægtige kædevåben og når kun lige nøjagtigt at undvige. Stormer panisk over i hjørnet for at slubre en blodrød health potion i mig, så jeg har en chance for at overleve næste angreb. Så suser kæderne igennem luften igen. Nyt angreb. Jeg angriber tilbage. Klik, klik, klik, klik, klik.

Jeg er i fuld sving med en af de tusindvis af hektiske kampe i »Diablo III«, og jeg er fuldt opslugt, men spillet havde allerede sine røde kløer og sine udspekulerede kødkroge dybt begravet i mig, inden jeg begyndte at spille for alvor. For jeg var en af de mange, mange tusinde, der nåede at spille igennem den korte beta-version, som blev udgivet lige knap en måned før spillets udgivelsesdato, så udviklerne fra Blizzard kunne teste deres servere, inden det fulde spil blev sendt på gaden i maj.

Testen var nødvendig - for Blizzard skulle forberede sig på det pres, der opstår, når mange mennesker vil logge på og spille samtidig. Da spillet blev udgivet, kunne serverne dog alligevel ikke følge med. Alene i løbet af det første døgn blev der nemlig solgt mere end 3,5 millioner kopier, hvilket har gjort »Diablo III« til det hurtigst sælgende PC-spil nogensinde.

Jeg oplevede ikke selv de indledende overbelastningsproblemer, for jeg var ikke en af dem, der sad klar til at spille allerede fra midnat på udgivelsesdatoen. Jeg var heller ikke en af dem, der havde taget fri fra arbejde for at kunne spille flere dage i træk. Men jeg forstår, hvorfor folk gør det. Og jeg blev glad på Blizzards vegne over deres nye verdensrekord, på samme måde som man bliver glad, når det fodboldhold, man holder med, scorer mål. For jeg er også fan. Ultra-fan.

Mens jeg spillede betaen, fik jeg hasteafprøvet alle de heltetyper, man kan vælge (fra barbar til munk), og for mig var der ingen tvivl: Jeg skulle være troldmand. Eller troldkvinde, rettere, med glitrende diamanthud, selvlysende sværd og magiske eksplosioner i hænderne. Ikke nogen grund til ikke at se godt ud, mens man slår fra sig i slimede jordhuler og blodindsmurte torturkamre. Ja, lige med det første kan hun jo ikke alverden, troldkvinden, men det er selve fornøjelsen ved spillet: At helten vokser med opgaven.

Man hakker sig vej ud i kampen mod den ultimative ondskab på et gigantisk landkort af skiftende landskaber, tætpakket med angrebslystne horder af helvedes-yngel. Klik, klik, klik, klik, klik.
Jo flere kampe man vinder, jo stærkere bliver man, og jo vildere våben får man. Og mens man begejstret nyder at bygge sin helt op som en digital påklædningsdukke med stadigt sejere udstyr og stadigt mere tordnende trylleformularer, svulmer modstanderne også op, så kampene hele tiden er udfordrende.

Helt afsindigt vanedannende
Historien er en omgang storslået (og småfjollet) horror-fantasy tætpakket med dystre forbandelser, faldne engle, stærke dæmoner og sindssyge konger, men det er den helt afsindigt vanedannende jagt på stadigt mere guld og stadigt vildere våben samt de kolossale mængder af opfindsomme monstre, der er det virkeligt sjove ved spillet.

Man hakker og svitser sig igennem alt fra blåligt opsvulmede zombier, der eksploderer i et orgie af elektriske ål, til sværme af giftiggule sandhvepse og kæmpestore tykhudede øgler, som pludselig vælter op af ørkensandet under ens fødder. Man tæsker sig igennem klamme underjordiske edderkoppehuler, blodindsmurte torturkamre, blågrønne moser og fangekældre fyldt med spøgelser og skeletter og hvæsende dæmoner i takt med perfekt designede lydeffekter og et frodigt orgie af farveeksplosioner, der får belønningsstofferne til at sprøjte ud i hjernen. Det er simpelt, effektivt, velsmurt og vildt underholdende, og man vil hele tiden have mere. Mere!

Og der er hele tiden mere. Når man har fået nok af at spille alene, kan man hoppe ind i et gruppespil og samarbejde med venner eller fremmede. Vil man have en pause fra sin troldmand, kan man starte et nyt spil med en heksedoktor. Når man har spillet hele spillet igennem på den normale sværhedsgrad, kan man starte forfra på den sværere Nightmare. Derefter følger Hell. Og derefter, for de virkeligt besatte, det angiveligt psykosvære Inferno.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv havner helt dernede i de allerdybeste cirkler af svovlpølen, men jeg kommer sandsynligvis et godt stykke, for jeg er vildt begejstret og godt og grundigt hooked. Jeg tænker på Diablo, mens jeg er på arbejde. Jeg elsker lyden, der markerer, at man er nået frem til en kontrolpost. Jeg synes, min genbos røde lamper over køkkenbordet ligner health potions. Og forleden stod jeg tidligt op for at nå at spille en ekstra time.

Der er noget ved Diablo, der indlejrer sig i kroppen og derefter ligesom bare sker automatisk - som når man nærmest i søvne logger ind på facebook eller tjekker sin mailboks 50 gange om dagen. Med Diablo er den automatik bare ledsaget af et festfyrværkeri af tilfredsstillende lyde og farveeksplosioner, der har samme opildnende effekt, som hvis et fodboldstadion hujede af begejstring, hver gang man tjekkede sin indbakke.

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et spil, der har været mere vanedannende for mig i mange år. Man vil hele tiden have mere. Og man bliver aldrig færdig. For nogle kan det lyde som det rene helvede. For mig - og de millioner andre, der sidder godt fast på kødkrogen lige nu - lyder det herligt.