Der er øjeblikke i de bedste spil, jeg umuligt kan beskrive. Det er de øjeblikke, hvor oplevelsen bevæger sig væk fra det gode, det dragende og hen mod det utrolige, det altopslugende. Jeg mærker altid, når det sker, selv om de bevidste tanker om det først materialiserer sig senere.
Måske holder jeg rent fysisk vejret under kampene.
Måske forlader jeg spillets grundhistorie og begynder at udforske den verden, jeg har bevæget mig ind i, alene af den grund, at der er fantastisk at være.
Måske begynder nogle af spillets temaer og spillets alter ego at snige sig ind i mit virkelige liv.
Det er slet ikke så uhyggeligt, som det lyder - det er derimod energigivende. Med andre ord elsker jeg at overgive mig fuldstændigt til de sublime computerspil, og »The Witcher 3 - Wild Hunt« er ét af dem.
I spillet indtager man rollen som Geralt of Rivia - en såkaldt witcher. Navnet dækker over en monsterjæger, der er ekspert med sværd, men også er i stand til at bruge lidt eller let magi. Som Geralt får man missioner af lokalbefolkningen, der går ud på at finde forsvundne mennesker og dræbe spøgelser, zombier og andre fabeldyr.
I disse missioner undersøger man sporene i vildnisset som en slags fantasy-Philip Marlowe, indtil man bliver nødt til at hive et af sine to enorme sværd frem og bekæmpe monstrene i beskidte, blodige og helt igennem balstyriske kampe. Men dette er blot to sider af den intimiderende Geralt of Rivia med det lange grå hår og de voldsomme ar over hele kroppen. For når man taler med personer i spillet - og selv skal vælge svarene - vokser hans personlighed voldsomt.
Valget er dit
Man kan styre Geralt of Rivia gennem bataljerne i det 80 timer lange spil som en pengegrisk egoist, der forbitret gør, hvad han kan for at overleve i en verden, der falder sammen om ørerne på ham. Men man kan også vælge at dyrke hans mere empatiske sider.
Geralt of Rivia kan, hvis man vælger det, være en heroisk antihelt, der kæmper for lighed og fred i sit krigshærgede land. En mand, der afvejer sin loyalitet nøje blandt de magtmennesker, han møder undervejs, men også en mand, der tilsidesætter hele sin machismo og bliver en akavet romantiker, når han genforenes med kvinden, han elskede, men mistede for længe siden.
Det var sådan, jeg spillede ham i »The Witcher 3«. Og jeg blev belønnet med intelligente historier og reaktioner fra det spraglede persongalleri i dette uhørt detaljerede spil. Det er én af de store grunde til, jeg ser spillet som en klassiker - ikke bare inden for sin rollespilsgenre, men inden for computerspil generelt.
Men vær opmærksom på, at tonen i spillet er mørk. Så mørk og dyster og sørgelig, at det ofte kan mærkes helt ind i brystkassen.
Bedst på PC
Vi er nu nået til det sted i anmeldelsen, hvor det er nødvendigt med en kliche. For der findes som bekendt ingen roser uden torne. Spiltrilogien er skabt af de polske udviklere CD Project Red’s, og deres ambitioner med denne udgivelse var på visse punkter for store. Selve arealet, Geralt kan udforske, er utroligt stort, og man kan praktisk talt ride fra den ene ende af »The Witcher 3« uden en eneste load-skærm.
Mens man rider, bjergtages man er den smukke, levende himmel og den detaljerede verden, hvor blomster, byer og mennesker virkelig vækkes til live. Men det er et problem, at særligt Xbox One- og PlayStation 4-konsollen har svært ved at køre spillet glat. Det hakker særligt i de største kampe og byer, og spillets grafik er nedtonet i forhold til den (underskønne!) PC-version, der på flere områder sætter nye standarder for programmering af computerunderholdning.
Der er ingen tvivl om, at entusiaster vil få mest ud af PC-versionen, hvis de har maskinen til det. For selv en nyere spil-PC i mellemklassen kan ikke afvikle »The Witcher 3« på højeste grafiske niveau. De, der bruger stuekonsollerne, må håbe, at en fremtidig opdatering kan gøre oplevelsen bedre på konsollerne.
Til trods for de tekniske problemer er der ingen tvivl om, at »The Witcher 3 - Wild Hunt« vil blive dyrket i månedsvis af spilfans, og selv om det er tredje afsnit i den episke fantasy-fortælling, der er baseret på den polske forfatter Andrzej Sapkowskis bøger, kan man sagtens starte her. Der er adskillige steder i spillet mulighed for at få forklaret baggrundshistorien fra de første to afsnit, og selv om det optimale naturligvis er at spille de første to (næsten lige så gode) spil, så bør det ikke afholde interesserede i at opleve denne udgivelses storhed.
