En smuk tur ad Mindernes Allé

»Unravel« er ren spil-poesi – smukt, eftertænksomt, rørende og konstant underholdende.

»Unravel« er som et formidabelt digt om minder, nostalgi og kærlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

Minderne fra vores liv løber som en rød tråd gennem os, fra barndom over ungdom, gennem voksenlivet og til alderdommens sensommer. Med små fine knuder knytter den røde tråd minderne sammen og giver sammenhæng; skaber et billede af os, som vi var, og derfor også som vi er.

Det er heldigvis blevet mere almindeligt, at spil forsøger at røre sit publikum i tillæg til at ville underholde eller teste vores spatiale og finmotoriske evner. Det er på ingen måde nemt at skabe den slags interaktive oplevelser, og ofte ender det bevægende element med at føles påklistret eller hensat til nogle få minutters filmklip mellem selve spilsekvenserne.

Det er derfor på sin plads at klappe godt og grundigt af udviklerne fra svenske Coldwood, som med Unravel har skabt et lille platformspil med meget på hjerte.

Udviklerne sætter selv tonen ved at skrive direkte til spillerne, som når de starter spillet første gang får at vide, at udviklerne har bygget Unravel med hjerteblod og stor lyst til at give kærligheden videre. Så er vi ligesom i gang.

Derefter begynder spillet, og med dét historien om den røde tråd og minderne. En ældre dame kigger på fotos fra fortiden og mindes, men noget er sløret og der mangler billeder i fotoalbummet. Derfor introduceres vi for spillets hovedperson, en lille, nuttet figur, lavet af rød tråd, som derefter er spillerens alter ego.

At være lavet af rød tråd er i sig selv en udfordring – hvor end du går hen, taber du lidt af tråden, så det gælder om at bevæge sig så økonomisk som muligt, men samtidig også om at forbinde sin sti med tråd fra punkt til punkt, for på den måde at samle mindernes fragmenter til klare billeder og få dem tilbage i kvindens erindringer.

Det er en smuk tanke og et smart udgangspunkt for et platformspil, for det skaber en naturlighed i det klassiske flow, der handler om at nå fra punkt A til punkt B gennem en række vertikalt panorerende baner.

Tænk over livet, mens du spiller

Unravel foregår i et utroligt smukt og umiskendeligt svensk landskab, som fra lige begyndelsen i en klassisk stuga, et rødmalet træsommerhus med knirkende gulve og tændt kamin, bevæger sig gennem det ene mindeværdige og vidunderligt detaljerede miljø efter det andet.

For at navigere dig frem til minderne gælder det om at finde den korteste vej gennem banerne, således at du ikke bruger al tråden for hurtigt. Heldigvis ligger der ekstra nøgler med tråd rundt omkring, så det bliver aldrig frustrerende, men for det meste bare ganske behageligt at hoppe, svinge og kravle sig rundt mellem nåletræer, gennem sneklædte bakker og ved solrige badestrande.

Dermed ikke sagt at Unravel er uden udfordringer – det kræver ind i mellem en del hjerneaktivitet at finde de bedste løsninger, og du må hele tiden se dig omkring efter ting på banerne, som du kan bruge som hjælpemidler til at komme videre. Men for det meste når du at se logikken, inden kedsomheden indtræder, og fordi du aldrig kan dø, men højst kan blive tvunget et par skærmbilleder tilbage i forløbet, føles spillet mest af alt som en belønnende leg.

Skal man partout finde kritikpunkter ved Unravel er det nok, at det ind i mellem er lidt for nemt, og derfor kan det ikke anbefales til dem, som virkelig vil udfordres på hånd/øje-koordinationen. Og for disse hardcore spillere vil der rent spilmekanisk heller ikke være meget decideret nyt at finde; den røde tråd er dybest set bare en erstatning for platforme, reb og ramper fra de andre spil i platformgenren, og i det perspektiv er Unravel ikke ligefrem visionært.

Men som et syv timer langt digt om minder, nostalgi og kærlighed er det ganske formidabelt.

Spil det, hvis du har lyst til at tænke over dit liv, mens du spiller.