Hvor skørt! Et computerspil, der ser ud som om det er tegnet med tusch! Ja, det er ret skørt. Men det er også virkelig herligt, befriende anderledes og en skøn og kulørt rutchetur for hjernen, og havde jeg opdaget det i tide, var det kommet med på min liste over de bedste computerspil i 2012.

Og lad os lige blive dér et øjeblik. For mange af de største spiloplevelser gennem de sidste par år er dukket op i den vildtblomstrende underskov af »små« spil, som er skabt af mindre firmaer og kan hentes ned på iPaden, pc’en eller konsollen for en brøkdel af den pris, som de store blockbuster-titler koster. Lad mig bare nævne mesterværket »Journey« fra 2012 og det danske spil »Limbo« fra 2010 som strålende eksempler.

I den anden ende af spektret finder man de store såkaldte triple-A-spil, som år for år bliver vildere, større og flottere og for længst har overhalet både film- og musikbranchen som pengeindtjeningsmaskiner. Men ganske som i Hollywood skal de store millardinvesteringer i blockbusterne tjenes ind, så her satser man i høj grad på det sikre: Imponerende grafik, flotte eksplosioner, lækre hovedpersoner. Forrygende underholdning, jovist, men hvis man vil finde noget, som rykker ved grænserne på mere overraskende og subtile måder, så er det altså en god idé at hoppe en tur ned i skovbunden og rode rundt.

Og så er vi tilbage ved denne herlige, pangfarvede tusch-sag, »The Sea Will Claim Everything«, som, hvis vi nu lige skal blive i metaforikken, ikke bare kan plukkes i skovbunden men nærmest lige skal graves lidt op af jorden først, så krøllet er det.

Spillet er kreeret af den tyske spildesigner og forfatter Jonas Kyratzes (i samarbejde med hans hustru Verena), og i tråd med en del af hans tidligere udgivelser er det et peg-og-klik-spil, som sender en på rejse i et forunderligt univers af fantasifigurer, bioteknologi, kulørte svampe og bunkevis af bøger.

Man kan klikke på alt i spillet, og hver eneste dingenot har sin egen historie at fortælle. Og her bliver spillets mærkelige, naivistiske og lidt upræcise tusch-tegning-look til en indlysende fordel. For den lille, gule dims, jeg er ved at trykke på, er det måske en biometronomisk elektronegativitets-strålesprednings-chip? Eller er det bare et stykke broderi? Og hvad er det, der ligger der på stranden? Er det en strandskal? Eller er det et menneskeøre?

Alt kan indeholde en sjov hemmelighed eller historie, som du måske kan bruge til noget senere - eller måske bare skal more dig over, fordi det er skørt, skarpt eller underfundigt. Hele civilisationer kan gemme sig inde i en halvmuggen sandwich, store sandheder om universet kan komme ud af munden på en fisk, og der er på alle måder vendt op og ned på alle de gængse spil- og fantasy-konventioner med et sprogligt overskud, en stor fortælleglæde og en sans for skøre detaljer, som er en udsøgt fornøjelse.

Undervejs gennem mylderet af mærkværdigheder og møder med alt fra godmodige drager og oprørske robotter til talende toastbrød og blomster, der synes Wordsworth er overvurderet og foretrækker Robert Frost, kan det selvsagt på ingen måde betale sig at have travlt, for de bedste ting ved »The Sea Will Claim Everything« gemmer sig i detaljerne. Og dem er der, bogstaveligt talt, tusindvis af. Det ene øjeblik finder man en gakket taske lavet af huden af en irriterende optimist. Det næste snubler man over en rørende kærlighedshistorie, elegant fortalt gennem otte personlige dagbogsnotater gemt inde i en computer.

Spillet ligner en børnetegning, men det er fyldt med politiske, filosofiske og metafysiske undertekster, og så er det forelsket i bøger og ord til op over begge ører. Der er bøger overalt. Nogle enkelte værker fra virkeligheden (især af Jules Verne) har sneget sig ind, men langt de fleste er komplet fiktive og fyldt med fine vink til verdenslitteraturen (fra Isaac Asimov til James Joyce). Og knapt så venlige vink til selvhjælps-kassesucceser som »Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus«.

Det kan godt være, at nogen vil placere »bogens fremtid« i augmented reality-gadgets som PlayStations WonderBook, der sender Harry Potter-universet ud i stuen i 3D. Men der er langt flere dimensioner i dette spil og dets underfundige ordfyrværkeri.