Når de store spilhuse pumper seriøst mange millioner i spilproduktioner, skal der helst foreligge en vis garanti for at få mindst det samme beløb tilbage i salgsindtægter. Derfor satses der som oftest på gennemafprøvede og beviseligt succesfulde spilkoncepter, pakket ind i en storladen, filmisk ramme og med effekter og lyd skruet op på 11.
Jeg forventede nogenlunde præcis dét af »Horizon: Zero Dawn«. Ikke mindst fordi Sonys nye, eksklusive satsning til PS4 er udviklet af spilfirmaet Guerrilla Games, der tidligere har lavet verdens vel nok mest forudsigelige skydespil-serie »Killzone«. Nogle spil som i højere grad blev succesfulde, fordi Sony skam-hypede dem i deres markedsføringsmaskine, end fordi de bragte noget som helst nyt til genren.
Og med den nærmest grinagtigt generiske titel »Horizon: Zero Dawn« som udgangspunkt, lyder det nye spils historie da heller ikke umiddelbart som en innovativ åbenbaring: Du spiller pigen Aloy, der befinder sig i en fremtidsverden, hvor den moderne civilisation har spillet fallit. Jorden er nu befolket af stammelignende småsamfund, som alle kæmper mod hinanden og ikke mindst mod en modificeret udgave af naturen. Ud over de sædvanlige smådyr vandrer der nemlig en række livsfarlige, metalliske skabninger rundt. En slags robot-dinosaurer, om man vil.
Som Aloy er du (naturligvis) udset til at være menneskehedens redning og nøglen til en ny og bedre tilværelse, men det kan kun ske, hvis du løber ud i en stor, åben verden, hvor tydelige indikatorer og et stort landkort viser, hvordan missioner, sidemissioner, ressourcer og andre vigtige ting er placeret, og venter på at du skal interagere med dem. Det efterhånden nærmest mest udslidte spilkoncept over dem alle viser sig fra starten: Løb, kæmp, indsaml ressourcer, opgradér din figur, gør det 10-20 gange i træk, se et filmklip, der forklarer lidt af historien, og gør så det hele igen hundrede gange, indtil de forventede 30 timers spiltid er opnået.
Så langt, så kedeligt. Men nu kommer den glædelige nyhed: Det fungerer fænomenalt godt, og selv om den forudsigelige hamsterhjul-mekanisme er det bærende element, er spillet så professionelt og varieret i sit design, at det sjældent føles som andet end afhængighedsskabende og underholdende. Det skyldes også i høj grad den visuelle kvalitet. Spilverdenen og omgivelserne er betagende smukke – enorme bjergkæder afløser brede sletter og dybe skove, og overalt giver et bredt arsenal af flora og fauna (og dinorobotter) indtrykket af en pulserende og frygtindgydende, levende verden, som bare venter på at blive udforsket.
Og når du så kommer i kamp, hvilket sker mere eller mindre konstant, viser »Horizon: Zero Dawn« sin sande styrke. For lige så åben som spilverdenen er, lige så mange muligheder har du for at designe din måde at slås på. Metal-dinoerne er ofte gigantiske, men de har alle svagheder, der kan udnyttes, og du har samtidig et yderst opfindsomt arsenal af våben, fælder og udstyr til rådighed:
Et arsenal som du samtidig konstant kan udvide, efterhånden som du finder ingredienser i naturen, metaldele på døde dinoer og selv får tildelt nye og slagfærdige evner. Samtidig gælder det ikke kun om at dræbe – med de rette værktøjer og taktikker kan du endog udnytte metalmonstrenes mekanik og overtage dem, så du enten kan bruge dem til at ride på eller som allierede i kamp mod endnu større fjender.
Det gør »Horizon: Zero Dawn« anderledes end de fleste andre spil af samme type, og når det samtidig byder på et væld af variationer over temaet i form af sidemissioner, hvor du udforsker naturen, indsamler værdifulde dele eller kæmper mod andre stammer i dueller mod boss-figurer, er det svært at klage over spillets ellers ret åbenlyse konformitet.
Jeg håber meget, at den uundgåelige efterfølger vil lægge et ekstra lag af opfindsomhed på konceptet, men indtil den ankommer, er der masser af spilglæde at hente hér.
Horizon: Zero Dawn
Platform: PS4 Udvikler: Guerrilla Games Udgiver: Sony PEGI-aldersmærkning: 18+ Testet på: PS4
