Tag hovedet under armen og rejs til Mars. Her vil du på en forladt rumstation møde dæmoner i hundredvis, der ønsker intet andet end at flå hovedet af dig og danse i dit blod og fortære dine indvolde. I kampen mod disse utysker har du en motorsav, der splitter monstrene i to.
Et dobbeltløbet jagtgevær, der rammer flere med ét tryk på aftrækkeren. En plasmariffel, der sætter strøm til fjendernes indre. Og så selvfølgelig den ikoniske BFG. Det står for Big Fragging Gun. Dén smadrer alt.
Når jeg indledningsvist beder dig om at tage hovedet under armen, er det fordi, du ikke får brug for fastgøre det på halsen.
I så fald ville du jo have muligheden for at tænke, og tanker hæmmer din fremdrift i det genskabte Doom-univers. Her handler det om instinkter, reaktioner og evnen til at dræbe hurtigt, brutalt og konstant.
Engang imellem skal du placere et færdigheds-point i en egenskabskategori og købe en udvidelse til et våben. Ja, der gemmer sig også hemmeligheder rundt om på banen, der måske kræver en anelse hjerneaktivitet at finde.
Men i det store hele løfter Doom arven fra de oprindelige spil i serien. Altså har vi at gøre med en udgivelse, der er dyster, dragende. Og dumt.
Teknisk mesterværk
Alligevel er det oprindelige Doom fra 1993 et af spilhistoriens vigtigste udgivelser, for det skabte hysteriet om skydespil og medvirkede til, at vi i de følgende 23 år har haft masser af stærke oplevelser inden for genren. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvor meget udviklerne fra id Software har gjort for at pirre spillernes nostalgi-nerve i produktionen af det nye.
Overalt er der gemt små påskeæg med hentydninger til klassikeren, og det er sågar muligt at spille små dele af det oprindelige spil med monstrene og våbnene fra det nye.
For vi gamle idioter, der var med i 1993, er dette en sjov gimmick. For de yngre generationer må det virke både rørstrømsk og påklistret.
Det er også så som så med selve opfindsomheden i det selve spillet. Langt de fleste af monstrene og våbnene er nye versioner af de første spil i serien, og det samme er lokationerne.
Selvfølgelig har Doom aldrig været så underskønt at se på, som et er tilfældet denne gang, for spillet er både på konsollerne og PC et teknisk mesterværk. Men jeg havde alligevel håbet på mere regulær opfindsom i designet fra id Softwares side.
Det ny Doom er dog stadig anbefalelsesværdigt til de, der nyder intense voldsorgier og ønsker at få deres reaktionsevne trænet i absurd grad.
Folk, der har svært ved at sætte hjernen på standby, bør finde alternativer.
