Drømmer alfer om elektriske får?

Det fremragende eventyrspil »The Book of Unwritten Tales« viser på fantasifuld vis, at der kan være lige så meget magi i en kaffemaskine som i en krystalkugle.

Stumpen Wilbur Weathervane er med på top ti’en over de mest charmerende spilfigurer, der nogensinde er kreeret. Fold sammen
Læs mere

Hvis man nu levede i en verden, fyldt med magiske drikke, flyvende drager og drabelige slag mellem dværge og orker, en verden, hvor spejle var lysende portalindgange til andre verdener, og hvor de helt store eventyr hele tiden ventede lige uden for hobbithullet - hvilken slags spil ville man så spille? Hvilken slags fantasiverden ville man så drømme sig væk til?

Ja, det ville nok i hvert fald ikke være online-fantasy-giganten »World of Warcraft«, som mere end ti millioner mennesker her fra planeten spiller - for det ville jo bare være mere af det samme: Drager, sværd, magi.

Måske ville det være en verden som vores, fyldt med eksotiske ting som storrumskontorer og lønsedler og strejkende it-systemer; hvor ens problemer ikke er angribende bjergmonstre og svære magiformularer, men skatteopgørelser, parkeringsbøder, excel-ark, porto og selvangivelser?

Det er i hvert fald tilfældet for to af de personer, man møder i det fremragende peg-og-klik-eventyrspil »The Book of Unwritten Tales«, troldmanden Markus og handelsmanden Bill. De har portalspejle stående i stuen, en storslået krig mellem mørke og lyse kræfter hærgende uden for bygrænsen og rigets mægtigste troldmand som nabo, men de to venner er selv dybt opslugt af et onlinespil, hvor et særligt nervepirrende højdepunkt består i at finde det helt rigtige frimærke, så de kan få afsluttet årsbudgettet og endelig, endelig, nå frem til Skattekontoret efter hundredvis af timers møjsommeligt spilleri. Et øjeblik, de glæder sig lige så meget til, som de millioner af »World of Warcraft«-spillende mennesker her fra vores verden glæder sig til at slå store drager ihjel.

Den slags snoede pudsigheder er der masser af i »The Book of Unwritten Tales«, som på yderst charmerende og vidunderligt velskrevet vis formår at lege kløgtigt med alle genreklicheerne (der jongleres med hele spektret, fra Tolkien til »Star Wars«) uden at slå sit eget farvestrålende fantasy-univers i stykker. Og ikke nok med, at spillet rent faktisk er morsomt. Det er også fyldt med levende og skarpt tegnede figurer - ligesom en god bog. Særligt indtagende er hovedpersonen, Wilbur Weathervane, en charmerende lille gnom, som går til hånde i en dværgpub, langt væk fra nogen som helst form for action, men dagdrømmer om magi og eventyr og pludselig finder sig selv slynget ud i et af de helt store af slagsen - med en magisk ring i hånden. Jep, der er mange hilsener til Tolkien i spillet, inklusiv titlen, men spillet holder balancen, og de mange henvisninger til fantasyklassikere er en pointe i sig selv.

Man starter spillet i skikkelse af den kækt adrætte skov-elver Ivo, men møder heldigvis hurtigt lille Wilbur, hvis første opgaver i spillet bliver at fange en plagsom rotte med en mekanisk robot og komme noget ondskabsfuld grøn slim i dværgenes køkken til livs (til tonerne af Grieg, smukt!), inden eventyret for alvor sparkes i gang og folder sig ud farverige landskaber - fra knirkende sørøverskibe til Indiana Jones-lignende templer, fyldt med gåder og fælder. Undervejs møder man alt fra forvrøvlede mumier og usynlige lyserøde egern til troldmænd med en bemærkelsesværdig forkærlighed for hvide får, og man får både lagt arm med orker, snydt selveste Døden og mødt de magiske væsener, der (måske) bor i vores kaffemaskiner og computere.

Og så er det egentlig synd at sige mere. Som man ville sige til en god ven, når man anbefaler en rigtig god bog, som man har på fornemmelsen, at resten af verden ikke har opdaget endnu: Bare læs den!