Der er fuld fart på Nintendo Switch

Da vi tidligere i år anmeldte Nintendo Switch-konsollen, understregede vi, at næste bølge af spil var vigtige for maskinens overlevelse. Nu er tre gamle kendinge udkommet, og i hvert fald to af dem lever op til deres navne.

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Efter den salgsmæssige fiasko med Nintendo Wii U er alt på spil for japanerne med deres nye konsol, Nintendo Switch.  Den kan bruges både som håndholdt på farten og som stuekonsol hjemme i sofaen, og ved lanceringen tryllebandt »The Legend of Zelda: Breath of the Wild« både spillere og anmeldere (vi gav det seks stjerner her i Berlingske og kaldte det for et mesterværk). Men siden er det blevet hverdag for den lille og originale konsol. For ét blændende spil kan ikke sikre overlevelse på et marked, hvor mobilspil bliver stadig mere avancerede. Anden bølge af udgivelser er dog landet her før sommerferien, og vi har gennemspillet tre af de væsentligste udgivelser. To af dem understreger heldigvis, at der er god grund til at holde fast i sin Switch (eller gå ud og købe en).

Mario Kart 8 Deluxe

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

★★★★★✩
Udvikler: Nintendo.
Udgiver: Bergsala.
Pegi: Fra 3 år.
Pris: 479 kr.

Mario Kart-serien så vi for første gang på NES i 1992, og siden har der været minimum en udgave på hver konsol, Nintendo har udgivet. Og med god grund. For bundniveauet har altid været højt for racerserien, der henvender sig til computerspillere af alle typer og aldre. I Deluxe-udgaven af 8eren (den almindelige udgave udkom til Wii U) er det som sædvanligt det vilde tempo, de uforudsigelige ræs og ikke mindst det farverige kart-, motorcykel- og persongalleri, der brillerer. Løbene på de psykedeliske og opfindsomme baner er hurtigt overstået – tre-fire minutter per ræs – men der sker altid noget mindeværdigt undervejs, hvad end man taber trods en tidlig føring eller vinder på de allersidste meter. Vanen tro er det de forskellige våben og POWER UPs, der skaber tumulten, men uden at træne sine køreegenskaber kommer man ikke langt. Særligt ikke online, hvor  titusindvis af dygtige spillere altid venter på en. Spil det for farten, spil det for de underskønne baner, spil det, fordi det er det bedste racerspil, du kan nyde på farten netop nu.

Minecraft: Nintendo Switch Edition

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

★★★★✩✩
Udvikler:4J Studios Ltd.
Udgiver: Mojang/Microsoft.
Pegi: Fra 7 år.
Pris: 249 kr.

En anden gammel kending, Minecraft, viser sig også fra sin stærke side på Nintendo Switch. På grund af styringen med joypad og den forholdsvist muskuløse konsol, er dette den bedste version af mesterværket at tage med på farten. Hjemme i stuen blegner spillet dog en anelse i forhold til PC- og PS4-versionen, da disse har lidt flere grafiske muskler at spille med og kan optegne blokke på længere afstande. Jeg savner også et lidt stærkere interface. Særligt at vælge mellem våben og redskaber føles arkaisk, og det kunne være fedt, hvis udviklerne havde set Switch som muligheden for at lave eksempelvis et cirkel-interface eller lignende, som mange moderne overlevelses- og actionspil har. Nu bliver det hurtigt for småt og uoverskueligt på den lille skærm. Men elsker du Minecraft, så vil denne version fryde dig. Ikke mindst, hvis du er pendler.

Street Fighter II Ultra - The Final Challengers

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

★★★✩✩✩
Udvikler Capcom.
Udgiver: Bergsala.
Pegi: Fra 12 år.
Pris: 319 kr.

Det sidste spil i denne omgang er gode gamle »Street Fighter II«. Desværre er spillet prissat alt for aggressivt i forhold til, hvad man får for pengene. Det virker lidt voldsomt at give over 300 kroner for et spil, der oprindeligt blev udgivet i 1991, når du kan få »Injustice 2« eller »Tekken 7« til næsten samme pris på Xbox One eller PlayStation 4. Havde spillet kostet 100 kroner, havde det været fem stjerner værd, da Street Fighter II er og bliver en klassiker, der altid vil have høj status hos enhver fan af kampsportsspil. Køb det, når det kommer på tilbud.