Da Sony i 2008 udgav det første »LittleBigPlanet«, gjorde det de engelske udviklere fra Media Molecule til et af de varmeste navne i branchen. Deres vision om et spilunivers, hvor grænsen mellem spillere og udviklere blev udvisket, passede perfekt ind i billedet af PlayStation 3 som en ambitiøs og anderledes konsol.
Spillet var da også nyskabende på flere planer – den visuelle stil og den generelle præsentation (blandt andet med den engelske komiker Stephen Fry som fortæller) var ganske unik, men det var først og fremmest brugernes muligheder for selv at skabe baner, der ikke var set før, i hvert fald ikke på konsollerne.
Med en forholdsvist lettilgængelig værktøjskasse kunne spillere pludselig selv skabe deres egne platformspil inde i spillet, uden at kende noget til programmering eller spildesign i forvejen. Og vigtigst af alt: de kunne dele deres kreationer med alle andre »LittleBigPlanet«-spillere.
Siden dengang er der blevet skabt flere end otte millioner baner i »LittleBigPlanet« og dens efterfølger, og det er derfor helt forventeligt, at spillet nu er ankommet i sin tredje inkarnation, som naturligvis er skabt til den nyeste PlayStation-maskine, PS4.
»LittleBig Planet 3« er ikke lavet af Media Molecule, som sikkert er blevet mætte af at arbejde med konceptet og nu har overladt tøjlerne til Sumo Digital. Ved første øjekast har udskiftningen ikke været entydig positiv. Det er som om, de nye udviklere ikke har turde pille for meget ved den succesfulde formular, og spillet virker derfor langt mindre ambitiøst end sine to forgængere.
Det ligner med andre ord sig selv lidt for meget, både grafisk og indholdsmæssigt, og spillets historiedel, hvor man som spiller hopper sig gennem et prædefineret forløb og indsamler klistermærker og rekvisitter, som senere kan bruges til de selvskabte baner, giver som konsekvens ikke det samme sug i maven.
Det helt store salgsargument for denne del er introduktionen af nye spilbare figurer ved siden af hovedpersonen Sackboy, men selv med dem som sidekicks virker gameplayet stadig lidt slidt i kanten.
Spillet starter, når historien slutter
Historiedelen er til gengæld ret hurtigt overstået, og det er, når man derefter fortsætter ind i spillets kreative del, at de reelle udvidelser og nyskabelser kommer frem til scenekanten.
Sumo Digital har nemlig tydeligvis arbejdet meget med den kreative værktøjskasse, som brugerne benytter til at lave deres egne spil. Hvor der tidligere var tre forskellige lag at arbejde med, kan du nu skabe baner med op til 16 lag oven på hinanden. Derudover er der hele 250 forskellige værktøjer at bruge, og selvom det lyder uoverskueligt, er det hele meget pædagogisk sammensat, både ved hjælp af videoer i spillet, der viser hvordan du bruger de nye redskaber, men også ved at mange af værktøjerne er designet som rekvisitter i spillet.
Vil du for eksempel have, at din figur skal kunne foretage dobbelte hop på din hjemmelavede bane, gøres det ved, at du ifører den et par Boost Boots, vil du tilføre vindpust, gøres det ved hjælp af en såkaldt Pumpinator, og på den måde bliver ellers komplicerede algoritmer pludselig langt mere intuitive og forståelige.
Det er med andre ord ren guf for hobbyudviklere, som gerne vil skabe spil uden nødvendigvis selv at kunne programmere, men også for os andre, der bare gerne vil udforske andres kreationer, er det rigtigt godt nyt.
De nye værktøjer giver nemlig grobund for langt mere varierede spil end tidligere, og det er derfor helt fantastisk sjovt at begive sig ind i listen over brugerskabte baner og gå i gang med at teste dem og give dem karakterer. Allerede nu er der nemlig masser af opfindsomhed at finde, lige fra platformudgaver af kendte spil som »The Last of Us« og »Uncharted« til hyldestbaner med Mario eller Sonic.
Så selvom »LittleBig Planet 3« ikke når lige så langt op på barometeret som de to forrige kapitler, når det gælder nyhedsværdi, er det alligevel meget anbefalelsesværdigt for de, som går rundt med en spildesigner i maven eller bare gerne vil stifte bekendtskab med ægte brugerdefineret indhold.
