Danske svin på himmelfart

Den digitale kamp mellem vrede fugle og bløde grise har fået en ny dansk variant med højt tempo og en lydside, der limer sig fast til hjernen.

Planter mod zombier, ninjaer mod pizzaer, vampyrer mod græskar. Der er masser af umage kombattanter, som ivrigt kæmper om pladsen på vores mobilskærme, når vi skal slå et par minutter ihjel på togperronen. Den kendteste kamp af dem alle er krigen mellem fugle og grise fra den gigantiske spilsucces »Angry Birds«, som er downloadet på mere end 75 millioner mobiltelefoner verden over, siden spillet blev udgivet i 2009. De vrede fugle er blevet så populære, at de er blevet til bamser, brætspil, bh’er og børnetøj. De udkommer i halloween-, valentins-, påske- og juleudgaver, og der afvikles både danmarks- og verdensmesterskaber for de hårdeste eksperter i disciplinen at slynge fugle efter grisetårne med en slangebøsse. Spillet skal sågar filmatiseres.

Og så er der naturligvis lavet et hav af spil, der minder om »Angry Birds« på den ene eller anden måde - for eksempel »Flying Piggy« (her er det grisen, der angriber fuglene) eller »Pirates vs. Ninjas vs. Zombies vs. Pandas« (samme »sigt, skyd og vælt«-princip).

Sidstnævnte titel er kreeret af danske Tactile Entertainment, der netop har sendt endnu en variant af grisene-mod-fuglene på gaden, nemlig »Pigs in Trees«. Spillet starter med en glimrende animationsfilm, der bestemt ikke afliver eventuelle merchandise-muligheder. Man kunne i hvert fald snildt lave nogle pænt salgbare tøjdyr ud af den lille flok grise, for de er dæleme nuttede. Og lever altså mageligt i et træ, indtil en larmende spætte forstyrrer freden fra den anden side af træstammen. En nabostrid opstår, og så er der krig: Sværme af angribende spætter sætter kurs mod træet, og praktiske gris må hoppe i propelflyet og forsvare sit hjem.

Ligesom i det prisbelønnede danske mobilvikingespil »Axe in Face« skal man tegne den streg på skærmen, man ønsker at angribe sine fjender efter, og jo bedre kombinationer, man pulveriserer sine fuglefjender i, jo bedre for point-tallet.

Spætternes angrebsbølger starter om sommeren i et roligt tempo, men efterhånden bliver angrebsbølgerne mere og mere hektiske, og fuglene mere og mere avancerede. Først er det største problem nogle skrigende blå spætter, men inden længe vrimler iPhone-himlen med mørkerøde bombefugle, lilla boomblaster-fugle og snedige spætter med træskjolde, og efterhånden som man når til de hårdere levels (efterår og vinter), skal man også klare sig mod fuglehuse på hjul, besværlige luftskibe, tordenskyer, giftgas og dynamit. Undervejs indsamler man egne ekstra våben og hjælpemidler, og min klare favorit er fyrværkeriet, der virkelig kan rydde banen for fuglefjender i en presset situation, selv om min grisekæreste, der slutter sig til mig midt på efteråret med en temmelig effektiv raket, også er en stor hjælp.

Banerne er lidt nemmere end »Angry Birds«, men fængslede mig også hurtigere. Tempoet er højere, jeg spiller betydeligt længere tid af gangen og med markant højere og mere triumferende »YEAH!-råb, og den muntre lydside, inklusiv hanegal, søde grisegrynt og en fuldstændig vanvittigt klimprende legetøjs-klaver-melodi, har limet sig fast til min hjerne på en måde, der er fascinerende og irriterende på samme tid. Præcis som de casual-spil, der virkelig får folk på krogen.

Der er i øjeblikket tre årstider med hver 15 levels at gå ombord i. Den sidste level, foråret, er på vej fra udviklerne. Eftersom kampene naturligvis skal intensiveres yderligere, når foråret lander, forestiller jeg mig, at grisekæresten og jeg måske har fået et kuld pattegrise til at hjælpe til med forsvaret. Måske sker der noget helt andet. Uanset hvad sidder jeg i hvert fald klar, for »Pigs in Trees« er en både charmerende og vanedannende lille fornøjelse, der nærmest har genoplivet min interesse for mobilspil. Jeg er endda begyndt at spille »Angry Birds« igen.