Der er noget helt, helt galt på den tropiske luksusferieø Banoi. Ja, den er fyldt med blodsultne og dødsensfarlige zombier, men det er ikke det værste. Det er, at resten af øens overlevende befolkning virker lige så stendøde og omtrent lige så frastødende som zombierne.
Og dét er ærgerligt. Især fordi jeg havde håbet på mere. Ikke mindst fordi traileren for spillet, der blev offentliggjort på spilsitet IGN i februar i år, var så bemærkelsesværdig, som den var. Udgivelsen af »Dead Island« var blevet mere end tre år forsinket, så det var nødvendigt for udgiverne at skabe fornyet hype op til udgivelsen, og det lykkedes. Den kontroversielle trailer blev det mest omtalte emne på twitter i de følgende 24 timer, og mere end fire millioner klikkede på den alene i løbet af den første uge.
Efterfølgende vandt den en reklamefilm-pris i Cannes, og personligt har jeg heller aldrig set en trailer, hverken for et spil eller en film, der gjorde bare kvart så meget indtryk. Den starter inde i øjet på en (meget) død, lille pige og viser derefter, i omvendt kronologisk rækkefølge, de sidste blodige minutter i livet hos en lille familie, der lider et hjerteskærende endeligt, da zombier maser sig ind i deres hotelværelse. Det hele foregår i fortvivlende slowmotion og er bemærkelsesværdigt rørende. Og man kunne jo ikke lade være med at håbe, at spillet ville have nogle af de samme kvaliteter. Hårrejsende dilemmaer a la »Kan jeg få mig selv til at slå min egen zombificerede familie ihjel med en økse eller ej?«
Desværre finder man intet med den form for dybde i selve spillet. Selvom der ellers ville være rig mulighed for et par saftige, tragiske historier på øen, hvor størstedelen af turisterne nu vakler rundt som blodsultne zombier på de cikade-summende bjergveje, mens resten gemmer sig skræmte og hjælpeløse i bungalows og på barrikaderede tankstationer rundt omkring på øen og har brug for hjælp. Mænd skal reddes ud af forulykkede biler, forsvundne teddybamser skal genfindes, folk skal have insulin. Og det går man så i gang med, mens man nedkæmper gurglende zombiehorder med hjemmelavede slagvåben, som får blodet til at sprøjte og halvrådne legemsdele til at flyve til højre og venstre. Det er blodindsmurt ultravold i tæt nærkamp, og det er ikke for de sarte.
Men egentlig er det mere usmageligt, hvor få spændende historier og figurer, man møder undervejs i dette zombie-mayhem. Der er ingen følelsesmæssig tilknytning til nogen af personerne, og når man indimellem snubler over en tårevædet tragedie, fremstilles den af flygtige og forglemmelige bifigurer, som man ikke føler det mindste for. Samtlige kvinder på øen render rundt i bikini med døde øjne og hårdtpumpede silikonebryster, og det er faktisk lige før, jeg får det indtryk, at øens oprindelige turistbefolkning (præ-zombie) var så stiv og plasticagtigt ligegyldig, at zombievirusen i det mindste har sat lidt tiltrængt liv i kludene.
Slemt er det også, at ens egen spilfigur vandrer ganske personlighedsløs og uden udvikling gennem spillet. Når jeg eksempelvis har tilbragt timevis med at storme rundt og hakke zombier i stykker med rustne jernrør, nytter det ikke, at jeg skal høre mig selv sige »Well, it can’t hurt to look«, med skælmsk og forlegen lillepigestemme, når jeg beslutter mig for at gennemrode en efterladt kuffert for at finde penge eller medicin. Jeg har jo for pokker gennemrodet i hundredvis af dem i forvejen. For slet ikke at tale om alle de seddelbundter og mobiltelefoner, jeg har snuppet fra de bunker af lig, der flyder i gaderne.
Kan man lukke øjnene for den slags meget uskønne, stemningsforstyrrende sjuskefejl, er der til gengæld enorme arealer at udforske og masser af rendyrket zombieaction på den solbeskinnede ø. Spillet indbyder i høj grad til, at man samarbejder med andre spillere online, og dét er både meget underholdende og (rimeligt) velfungerende. Men desværre er helheden altså betydeligt mere hjernedød, end man kunne have håbet.
Se den prisbelønnede trailer (advarsel: voldsomme billeder)
