Sovjet-tænkning i dansk forskningspolitik

Højtflyvende ideer og diskussioner kan ofte bringes ned på jorden med en smule historisk indsigt. I forbindelse med de igangværende diskussioner om den danske forskningspolitik synes det på sin plads at bringe historien ind - historien drejer sig om Gosplan.

Gosplan var navnet på det agentur, der oprindeligt koordinerede de forskellige Sovjetrepublikkers økonomiske planer. Fra 1928 formulerede og overvågede det de famøse femårsplaner, som lagde linierne for, hvordan Sovjetunionen skulle udvikle sig. Med andre ord var det Gosplan, der identificerede, hvilke områder det sovjetiske samfund skulle satse på for hurtigt at blive rigt og klare sig i kampen mod de kapitalistiske vestlige samfund. Planerne var da også klare: Sovjetunionen burde satse på industri - specielt sværindustri - og massive investeringer i uddannelse og moderne produktion. Landbruget derimod blev brandbeskattet og kollektiviseret, da det jo tydeligt var fortidens erhverv. Vejen frem syntes at være få men store virksomheder inden for enkelte områder, hvor man kunne blive stor nok - opnå såkaldt »kritisk masse« - og realisere stordriftsfordele. Det sovjetiske samfund søgte således at planlægge sig til succes baseret på kriterier, der helst skulle nås inden for femårsperioder. Den store satsning blev dog som bekendt aldrig en succes, og kriterierne for succes blev hurtigt absurde.

Gosplan har dog også taget en anden betydning, nemlig som det navn mine kolleger på Handelshøjskolen i Århus flere gange har brugt om den danske regerings forskningspolitik. Sammenligningen er ikke uden grund, da den borgerligt-liberale regering med Folketingets velsignelse er slået ind på en forskningspolitisk kurs, som Lenin ville have været stolt af. Politikken går ud på, at Danmark skal satse på nogle få områder - primært bioteknologi, nanoteknologi og IT. Forskningsmidlerne bliver derfor allerede nu dirigeret væk fra andre områder, som politikerne ikke ønsker at satse på, og hen imod enkelte, klart definerede naturvidenskabelige felter. For at man bedst muligt kan planlægge og overvåge forskningens resultater, skal alle universitetsinstitutioner skrive fireårige udviklingskontrakter med ministeriet. På basis af, hvor godt man opfylder de i kontrakten anførte mål inden for kontraktperioden, får man tildelt midler. Planen er klart at satse på det, politikerne har identificeret som fremtidens områder inden for forskningen, og kræve resultater med det samme.Parallellerne burde være klare: Den nuværende danske forskningspolitik ligner i ubehagelig grad den sovjetiske politik og er derfor planøkonomi i rendyrket form, på trods af at historien viser, at alle politiske satsninger på at udvikle nationale kompetencer på enkeltområder er slået fejl. Hvad værre er: Enhver indsigt i enten teknologisk udvikling eller videnskabshistorie vil tale mod at foretage den type planlagt satsning, som den danske forskningspolitik er et udtryk for. Man kan ikke planlægge videnskabelige gennembrud - det er jo netop et af grundvilkårene for forskning, at man leder efter noget, man ikke engang ved er der! I dag sker de store gennembrud måske indenfor bioteknologi, i morgen måske inden for nationaløkonomi eller geologi. Det er også en misforståelse at tro, at man behøver at fokusere sine ressourcer på enkelte, store områder, for at få videnskabelige resultater, der kan udnyttes kommercielt. Nogle enkelte eksempler er nok til at indse disse pointer.

Hvis vi skulle have satset på enkelte forskningsområder for 40 år siden, ville politiske planlæggere sandsynligvis have defineret fusionsenergi som et af de sikre kort at spille. Efter 1940ernes og 50ernes gennembrud i kernefysik virkede det som et sikkert bud, at den videnskabelige udvikling på energiområdet ville fortsætte med uformindsket kraft. Derfor regnede man også med, at fusionsenergi ville være kommercielt profitabelt omkring 1975. De fleste fysikinteresserede ved formodentlig, at det ikke just gik som planlagt: Fusion virker stadig ikke - gennembruddet, som man ventede på, kom aldrig. Til gengæld formåede et lille firma ved navn Intel på samme tid at udnytte 1930ernes videnskabelige indsigter i faststoffysik til at udvikle mikroprocessoren, som vi nu blot kalder en chip. Den ligger som bekendt til grund for al computerindustri i dag, men det var på ingen måde et forskningsområde, som man regnede med gennembrud fra.

Andre eksempler på, at man ikke kan forudse vinderne, og at de endda ofte kommer fra uanseelige miljøer, kan uddrages fra både fysik og nationaløkonomi. Mens resten af verden fokuserede på andre emner, sad en ung tysker på et patentkontor og udtænkte det, der skulle vise sig at være den mest revolutionerende teori i det 20. århundrede. Der er tale om relativitetsteori, og mandens navn var naturligvis Albert Einstein. Hans eksempel viser med al ønskelig tydelighed, at de egentlige nybrud i forskning ikke kommer fra højt prioriterede områder, som ser ud til at love resultater, men derimod fra små områder, som ingen forventer sig noget af. Situationen var den samme i 1980ernes nationaløkonomiske forskning, hvor et af årtiets helt store gennembrud viste sig at komme inden for vækstteori, som ellers havde stået i stampe siden midten af 60erne. Nogle få amerikanske økonomer stod her for teoriske gennembrud, hvis indsigter har bidraget grundlæggende til vores forståelse af økonomiske vækst- og udviklingsprocesser og derigennem også til en kommerciel forståelse for, hvor fremtidens markeder er. Igen viser videnskabshistorien, hvordan små forskningsfelter uden »kritisk masse« (som ingen politiker dermed ville se potentialet i) ofte er forbløffende frugtbare.

Sovjetunionen, der tilrettelagde sin forskning og industri efter, hvor man planlagde, at udviklingen skulle ske, kom aldrig med på disse områder. Relativitetsteori var i en lang periode endda udelukket fra østblokkens universiteter, og hverken computerindustri eller vækstteori har slået rod i den del af verden. Man kunne blive ved med at give eksempler, men det sidste her går på Sovjets store problem - deres uddannelsesstruktur. Man havde en række glimrende fysikere inden for bestemte områder, men ingen virksomhedsledere, der var uddannet til at forstå forskningen eller tage de muligheder, der bød sig. Den slags forskede man jo ikke i, for hvilken værdi kunne det have? Omvendt har langt de fleste virksomhedsledere i Vesten fået en forskningsbaseret, samfundsvidenskabelig uddannelse, som gør det muligt for dem at se forskningens kommercielle muligheder.Pointen er således, at hvis vi tager videnskabens historie alvorligt, er der al mulig grund til at advare mod forsøg på politisk planlægning af forskning. Forskning er grundlæggende anarkistisk, fordi både naturen og samfundet afslører sine hemmeligheder i tilfældig rækkefølge og tempo. At »satse« bredt - dvs. ikke satse - så man er klar til at sætte ind, når et nyt spændende område dukker op, er derfor langt mere effektivt. Hvis man derimod vælger at satse på enkeltområder, risikerer man at stå uden forskere, der forstår sig på de nye områder, og uden forretningsfolk, der er uddannet til at forstå de chancer, som gennembruddene byder på.

Naturligvis skal politikerne ikke dele forskningsmidler ud på lykke og fromme. Forskningens kvalitet skal konstant måles gennem sammenligninger med den internationale forskningsfront, så man sikrer, at ressourcerne bliver brugt dér, hvor der p.t. er størst chance for, at de giver danske resultater. En effektiv forskningspolitik betyder derfor også, at politikerne skal prioritere de bedste forskere, ligegyldigt hvad de forsker i - og dermed uafhængigt af hvad politikerne mener man burde have satset på. Derimod vil en dansk »picking the winners«-strategi, som politikere administrerer, i sidste instans blot ende som den sovjetiske, hvor man i de fleste tilfælde valgte taberne. Vi må stille os spørgsmålet, om det er det, politikerne vil?tKronikken i morgen:

»Haffners Hitler«. Lektor Therkel Stræde skriver om Sebastian Haffners portrætskitse af der Führer.