Sort hul i koldkrigsforskningen

Bent Jensens anklage mod Jørgen Dragsdahl bringer ny viden om periodens afgørende fase

Det er ikke hver dag, at en forsker med fare for tab af sit gode navn og rygte anklager en navngiven dansk journalist for at have været KGB-spion. Det er ikke desto mindre, hvad historieprofessor ved Syddansk Universitet og leder af det nys oprettede center, der skal forske i Den Kolde Krig, Bent Jensen, har gjort med journalist Jørgen Dragsdahl, som i Jyllands-Posten søndag blev anklaget for sin tilknytning til KGB under Den Kolde Krigs afgørende fase i 1980erne.

Afsløringen, der efter det beskevne at dømme meget vel kan holde vand, åbner et sort hul i den hidtidige forskning i Den Kolde Krigs danmarkshistorie og tjener til illustration af, at det ikke var ligegyldigt, hvad danskerne gjorde eller ikke gjorde, mens Sovjetunionen konstant ledte efter allierede, agenter og sympatisører, og det halve af Europa blev holdt i en kommunistisk skruestik.

Kun kort tid efter at Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) offentliggjorde sin stort anlagte og officielt stemplede udredning om periodens danske historie, har Bent Jensen med sine fund om Jørgen Dragsdahl bragt ny viden frem i lyset og givet yderligere vægt til den kritik, der allerede har været fremført mod DIIS-udredningen for at hvile på et naivt og provinsielt grundlag. Det er i sig selv en glædelig nyhed, at frisk og nødvendig information om en skæbnesvanger periode i samtidshistorien bringes til torvs, og professorens vedholdende indsats lover godt for den fremtidige granskning af koldkrigens kildemateriale. Man har på fornemmelsen, at der kun er løftet en lille flig af det større og uskønne billede, vi stadig har til gode.

Så kan man altid diskutere måden, Bent Jensen fremlægger sin forskning på, læs: på forsiden af en avis - og uden at Jørgen Dragsdahl har mulighed for at læse med i PETs arkiv. For metoden taler, at oplysningerne dermed når ud til en bred offentlighed. Vigtigere og mere foruroligende end denne metodediskussion er imidlertid det forhold, at DIIS-udredningen ikke nævnte Jørgen Dragsdahls rolle, selv om DIIS-forskerne havde adgang til samme kildemateriale. Det må naturligvis få os til at spekulere over, hvorvidt den officielle udredning har fortiet eller negligeret andre vigtige oplysninger. Mens Jørgen Dragsdahl således må finde sig i, at KBG kaldte ham »nr. 1« i Danmark, og at det nu kommer frem, sidder DIIS-udredningens ansvarlige tilbage med røde ører og må finde sig i at være under anklage for et klokkeklart intellektuelt svigt.

Jørgen Dragsdahl-sagen understreger desuden, at den gældende arkivlov er for lukket, og at det går alt for langsomt med at liberalisere den i takt med den moderne tids krav om gennemsigtighed og borgerinddragelse. Det er ikke tilfredsstillende, at kun forskere med høj rang kan få adgang til arkivalierne, og det er afgørende, at Jørgen Dragsdahl kan se, hvad han bliver anklaget for på førstehånd. Førstehånd er kodeordet. Lad os få arkiverne åbnet.