»Hvorfor skal vi gå rundt med skyldfølelsen alene?« spørger journalist Michael Ørtz Christiansen (MØC) i Berlingske 29. juli. Han udtrykker et håb om, at Roskilde Festival vil »række ud, så vi kan bearbejde den tragedie, der stadig sidder i rigtig mange af os,« efter ulykken, der i 2000 kostede ni mennesker livet på festivalen.

Det er et tidstypisk spørgsmål i vores krænkelsestid. Det er moderne at efterlyse undskyldninger for gerninger i fortiden, og det kan der være god mening i. Hvis der er noget at undskylde, hvilket der ikke er i denne sag. Jeg har intet med Roskilde Festival at gøre, men jeg har med glæde deltaget i samtlige afholdte Roskilde Festivaler og har dermed på tæt hold fulgt udviklingen af den. Jeg er helt uenig i, at Roskilde Festival skylder nogen undskyldninger for ulykken.

MØC tager – kortvarigt – selv et medansvar ved, at han erkender, at han ved at mase sig frem ved koncerten »var med til at skabe det pres, der blev fatalt for ni mennesker«. Hans beskrivelse af ulykken er faktuelt forkert, og erkendelsen flyder straks over i en beklikkelse af Roskilde Festival. Svaret fra daværende sikkerhedschef Henrik Bondo Nielsen – der er indsat i onlineudgaven af Berlingske – er også tidstypisk, fordi man af hensyn til freden påtager sig et ansvar, festivalen ikke har. Det er en gratis omgang, idet den daværende ledelse – Leif Skov og Henrik Rasmussen – på den måde hænges uretmæssigt til tørre. Det er helt forkert at placere et ansvar eller tage et ansvar for en hændelig ulykke – og ikke mindst som den gratis omgang, vi ser her.