Solidaritet ogpersonligt ansvar

De Konservatives skatteordfører Jakob Axel Nielsen er en modig mand. Solidariteten er på retur i det danske samfund, vurderer han. Det er vel at mærke ikke sket, fordi danskerne er egoister, men fordi velfærdsstaten er godt i gang med at undergrave det personlige ansvar. »Vi er blevet vænnet til, at samfundet nok skal løse alle problemer, og dermed har vi både mistet et personligt ansvar og et ansvar for hinanden«, forklarede han i gårsdagens avis. Det har han helt ret i.

Hans ord beskriver barnepigestatens blinde vinkel. Den vil os det bedste og pryder sig med de smukkeste motiver, men gør på mange måder mere skade end gavn. Hvor barnepigestaten tager over, forsvinder det personlige ansvar til at tage vare på sig selv og sine medmennesker. Hvorfor passe på andre, når man blot kan henvise dem til nærmeste socialkontor? Solidariteten har netop dårlige kår i et socialt miljø, hvor ansvar er kollektivt snarere end individuelt, og hvor man altid kan udbede sig hjælp fra en, der så kan udbede sig hjælp fra en anden, som til sidst sender sorteper videre til en politiker. Svækkelsen af det personlige ansvar kommer ingen til gode. Hverken de stærke eller svage individer eller dem midt imellem, og ansvarets socialisering er en bombe under velfærdsstatens moral. Generelt gælder: Jo stærkere stat, jo svagere individer. Jo mere opsyn og barnepigementalitet, jo mindre livskraft og solidaritet. Mere personlig frihed vil give stærkere solidaritet.