Smidt ud af rådhuset, velkommen i Folketinget

Hvis Christine Antorini bliver overborgmester i København, rykker den udskældte løsgænger Jette Bautrup Bergenholtz direkte i Folketinget.

Jette Bautrup Bergenholtz, til venstre, er førstesuppleant for Christine Antorini. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Hun blev smidt ud af den Socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus, men nu kan hun være på vej til en plads i Folketinget. Navnet Jette Bautrup Bergenholtz giver utvivlsomt mange socialdemokrater i København kuldegysninger. Det er derfor noget at et dilemma, de står overfor, hvis partiets uddannelsesordfører på Christiansborg, Christine Antorini bliver overborgmester i København.

”Problemet er, at Jette Bergenholz Bautrup er Christines førstesuppleant i Folketinget, så hvis Christine Antorini bliver borgmester, skal hun afløses af Jette,” forklarer Hammid El Musti, som er socialdemokratisk byrådsmedlem i København.

Og det bekræfter Jette Bergenholz Bautrup, som tidligere i denne måned meldte sig ud af Socialdemokraterne.

”Men bliver Christine valgt, melder jeg mig selvfølgelig ind igen, og så er er det mig, som skal i Folketinget,” siger hun og fortsætter:

”Det ser jeg heller ikke noget problem i. I hjertet er jeg jo stadig socialdemokrat, og gruppeformand Carsten Hansen har også sagt, at jeg skal være hjertelig velkommen på Christiansborg, hvis jeg bliver valgt ind.”

Socialdemokraternes næstformand, Mette Frederiksen tager dog situationen med ophøjet ro.

”Det må vi tage stilling til, hvis det bliver aktuelt,” siger hun og afslører:

”Mig bekendt har Christine ikke tænkt sig at forlade folketingsgruppen”.

Christine Antorini tager i aften endeligt stilling til, om hun er kandidat til overborgmesterposten i København eller ej.