Slutspil om børnene i hovedstaden

Socialdemokraterne, de Radikale og SF indledte i aftes slutspillet om kommunens budget for næste år – herunder de meget omdiskuterede besparelser på børneområdet.

Mens københavnske forældre i aftes valfartede til krisemøder i en lang række af byens daginstitutioner, satte de ledende politikere på Københavns Rådhus sig sammen for at indlede det, der sent i aftes tydede på at blive de afgørende forhandlinger om kommunens budget for 2008.

På forhandlingsbordet lå en række forslag, der ifølge Berlingske Tidendes oplysninger skal formilde de mange vrede forældre, der i protest mod annoncerede besparelser på 120 millioner kroner på børneområdet her til morgen vil blokere vuggestuer og børnehaver.

»Jeg vil gerne gøre det helt klart, at vi lytter meget nøje til protesterne fra både pædagoger og forældre, og jeg går ind til forhandlingerne med en klar ambition om at få en fornuftigt og holdbar aftale hjem på børneområdet,« sagde SFs børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard umiddelbart inden, forhandlingerne gik i gang.

En af mulighederne for at mindske utilfredsheden blandt forældre og pædagoger er at afsætte en pose penge, så der kan ansættes flere medarbejdere i institutionerne. Men både politikere og embedsmænd arbejdede i aftes på højtryk for eventuelt også at komme forældrene i møde på andre områder.

Budgetforhandlingerne ledes af overborgmester Ritt Bjerregaard (S), men hun ønskede i aftes ikke at få stillet spørgsmål om, hvorvidt byens vrede forældre kan se frem til en hjælpende hånd i 11. time. Til gengæld fastslog hun tirsdag aften i et skriftligt nyhedsbrev, at hun står på forældrene side, at hun glæder sig over københavnernes engagement i sagen – og at kun de færreste børn vil mærke besparelserne.

Med i den inderste forhandlingskreds er også de Radikales teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, der gennem hele forhandlingsforløbet har dannet en alliance med Bo Asmus Kjeldgaard og SF med det formål at stå stærkest muligt over for Socialdemokraterne. Og Bondam så i aftes positivt på udsigterne til et forlig, men han gentog samtidig sine krav om flere penge til bl.a. legepladser og cykelstier.

»Vi står med en række konkrete udfordringer, som jeg håber og forventer bliver løst tilfredsstillende,« sagde de Radikales leder på vej ind til budgetforhandlingerne.

Flere kilder på rådhuset beskrev i aftes stemningen mellem parterne som anspændt - bl.a. fordi udsigten til blokader har sat damp under forhandlingskedlerne. Og uden for rådhuset lød der i går skarpe advarsler til politikerne om ikke at forhaste budgettet igennem, inden blokaderne begynder i dag.

»Hvis hun (Ritt Bjerregaard, red.) vælger at gennemføre et budgetforlig uden at høre på os, vælger hun at kaste en håndgranat ind i et bål,« lød det bl.a. fra Jan Hoby fra Københavns største pædagogiske fagforening, LPS.

Ingen af de borgerlige partier var i går indkaldt til møder med Ritt Bjerregaard, og ifølge Klaus Bondam skal bl.a. Venstre ikke regne med at komme med i et forlig, hvis partiets leder, kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen, fastholder sit krav om skattelettelser.

»Vi er ikke indstillet på at medvirke til skattelettelser – det er helt sikkert,« fastslog Klaus Bondam.