Slalom på cykelstier og veje

De mange huller på cykelstier og veje, der er opstået på grund af sne, is og saltning, giver store problemer for såvel bilister som cyklis­ter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at vejene nu næsten er ryddet for sne, kæmper bilister og cyklister med store huller i asfalten. Især på cykelstierne mange steder i København bliver der nærmest kørt slalom. 

»Men det er specielt farligt, hvor der ikke er cykelstier,«  fortæller Ida Elund Jensen. »Pludselig opdager man hullerne, og når man prøver at undvige, risikerer man at køre ud foran bilerne.« 

En anden cyklist, som Berlingske Tidende talte med, var lige så irriteret over de mange huller, men mener, at det er helt hen i vejret, at man måske vil opleve, at der tages penge fra børneinstitutioner og skoler til reparation af vejene, nu hvor hele vejbudgettet er brugt på snerydning.
Cykelhandlere har travlt

Også cykelhandlerne mærker virkningerne af de mange huller i asfalten.

»I øjeblikket har vi tre-fire dages ventetid på lapning af dæk, og det er lang tid for folk at undvære deres cykel, hvis de bruger den hver dag,« siger Jacob Guldager, der har cykelforretningen Cykelbanditten på hjørnet af Vesterbrogade og Kingosgade.

»Også cyklernes fælge kan blive ødelagt, hvis man rammer et af de store huller, men mange ved ikke, at Københavns Kommune betaler skaden på dæk og fælge, hvis den er sket pga. af huller i asfalten. 

Dantaxis direktør John Lindbom er ikke i tvivl om, hvad der skal ske:

»Selvfølgelig skal hullerne repareres.

Dels ødelægger det bilerne, hvis man ikke kan undvige de store huller, dels kan chaufføren jo risikere at miste herredømmet over bilen. Det er især et problem i nattetimerne, hvor vejene er dårlig oplyst, og hullerne ligger skjult som vandpytter.«