Skolen for fremtiden

Tænk, hvis vi kunne bygge skolen op fra grunden igen. Helt forfra. Så kunne det f.eks. være spændende at udvikle en universitetsbaseret folkeskolelærer-uddannelse og en decideret gymnasielærer-uddannelse. Begge uddannelser bør stå på to ben, det faglige og det pædagogiske. Og så skulle folkeskolen kun gå til 7. klasse, hvorefter de unge kan begynde i mellemskolen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Man skal sjældent tilbringe lang tid med en universitetslærer, før han sukker dybt over, hvor dårligt rustede studenterne er, når de træder ind bag universitetets mure. Og efter et halvt glas vin med en gymnasielærer kommer det ud gennem sidebenene, at de elever, hun overtager fra folkeskolen, er elendigt forberedt. Jammeren vil tilsyneladende ingen ende tage, for også folkeskolelærerne vrider sig. De får angiveligt nogle umulige små strigler fra børnehaverne og skal derfor bruge enorme mængder af tid på at få dem gjort duelige til at modtage undervisning.

Sådan kan man bekvemt spille aben nedad i systemet. Den hurtige reaktion på al den jammer er, at lærerne må gribe fat i ynglingene dér, hvor de møder dem. For sådan er vilkårene.

Alternativt kunne vi udfordre os selv med et sommereksperiment. Tænk, hvis vi kunne bygge skolen op fra grunden igen. Helt forfra. Uddanne lærerne på en tidssvarende måde og tilrettelægge skoleforløbene, så de unge også fremover får den viden og indsigt, der skal gøre dem til dygtige borgere og kloge mennesker, der myndigt kan indgå i samfundet.

Men hvordan kan fremtidens skole da bygges?

Der er to udfordringer:

1. Uddannelsen af de lærere, der skal undervise henholdsvis i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Præmisserne for at undervise har ændret sig væsentligt i de senere år. Børne- og ungdomskulturen er under forandring, og ungdomsuddannelserne er ikke længere kun for eliten. Derfor skal lærerne i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne uddannes til at stå på to ben det faglige og det pædagogiske.

2. Dernæst må vi se fordomsfrit på, hvordan skolegangen organiseres. I dag tænker vi i umage klodser, der lægges oven på hinanden uden nødvendigvis at understøtte hinanden. Det gør overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse vanskelig, ligesom overgangen fra ungdomsuddannelse til de videregående uddannelser ofte er problematisk. I fremtidens skole bør vi tænke i søjler og sammenhænge, så flere uddannes længere.

Men lad os først se på, hvordan vi uddanner lærerne til fremtidens skole. I dag står folkeskolen i en katastrofal situation. Antallet af unge, der søger læreruddannelsen, styrtdykker. På tre år er ansøgertallet faldet med rundt regnet 30 procent. De unge søger grønnere græsgange. Der ligger en stor opgave i at sikre, at lærergerningen genvinder respekt, så det bliver de dygtigste unge, der vil påtage sig denne vigtige samfundsopgave.

Læreruddannelsen i Danmark har haft sin store styrke i kombinationen af fag og pædagogik. Der har i en periode været gjort forsøg på helt at kvæle de pædagogiske elementer i et misforstået forsøg på at styrke fagligheden. Det er heldigvis ikke lykkedes. Men ser vi frem, vil det være en fordel, at læreruddannelsen knyttes til universiteterne. Vægten på pædagogik, fagdidaktik og praksisforankring skal bringes med ind i universitetsmiljøet, men en universitets­baseret læreruddannelse kan sikre flere ting: dels at de faglige miljøer i læreruddannelsen styrkes, og dels at lærergerningens prestige styrkes. Universiteterne kan også lære noget ved at få læreruddannelsen tilknyttet. Vi kan i et hastigere tempo få udviklet et andet faglighedsbegreb, der tænker fag og pædagogik sammen.

Det er der nemlig brug for, når vi skal uddanne lærere til de fire gymnasiale ungdomsuddannelser. Gymnasieskolen er ikke, som den var engang. Ungdomsuddannelserne optager en meget bred kreds af unge, og det stiller helt nye krav til det pædagogiske håndværk og fagdidaktikken. Det kan undre, at vi fortsat ikke har en gymnasielæreruddannelse i Danmark. Gymnasielærerne er i dag fortrinsvis uddannet til at blive forskere ikke til at blive lærere.

Landets gymnasielærerne står med andre ord påét ben det faglige og er henvist til at støtte sig til den stok, som de i form af et praktisk/teoretisk pædagogikum får stukket i hånden efter endt universitets­uddannelse, hvis de ansættes på det almene gymnasium eller handelsgymnasiet.

Det forløb kunne erstattes af en egentlig gymnasielæreruddannelse, der som traditionen har været for folkeskolelærerne kombinerer fag, pædagogik og praksis undervejs i uddannelsesforløbet. Uddannelsesforløbet skal samlet set ikke være kortere end i dag. Men det skal tilrettelægges anderledes.

Dernæst skal vi tænke læreruddannelserne i søjler. En folkeskolelærer, der i dag får lyst til at undervise på et gymnasium, er tvunget til at starte helt forfra på universitetet, da der ingen sammenhæng er mellem de to uddannelser. I fremtidens uddannelsessystem bør den universitetsuddannede folkeskolelærer kunne bygge ovenpå, så hun efter yderligere et par års uddannelse kvalificerer sig til at undervise på ungdomsuddannelserne.

Men vil en universitetsbaseret læreruddannelse betyde, at folkeskolelærere og lærerne på ungdoms­uddannelserne fremover kun kan uddannes i universitetsbyerne? Nej, for hvis vi fortsat skal have lærere til Vestjylland og Lolland-Falster, skal det også være muligt at blive uddannet uden for universitetsbyerne. Vi skal med andre ord ikke nedlægge seminarierne, men knytte dem til universiteterne. Og nej, det bliver ikke let, da vi står lige midt i en CVU-reform, der lægger de mellemlange, videregående uddannelser sammen på professionshøjskolerne.

Det er bare ikke den rigtige vej, hvis vi skal løfte læreruddannelsen. Ministre og ministerier må løfte sig ud over spørgsmål om ressort-fordeling og i fællesskab finde den rigtige løsning for læreruddannelserne, selvom tidspunktet er ubekvemt. Får vi ikke uddannet de rigtige lærere og uddannet dem rigtigt er det intet mindre end en katastrofe for samfundet som helhed.

Lad os dernæst se på overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelser og på organiseringen af ungdomsuddannelserne. De fleste unge går i dag i skole i 12-13 år. Og målet må være at få endnu flere til at tage en ungdomsuddannelse. Hvordan sikrer vi det?

Hvis vi tør vriste os løs af vanetænkningen, kunne man foreslå, at folkeskolen fremover kun går til 7. klasse forudsat at vi laver en universitetsbaseret læreruddannelse og uddanner gymnasielærere, der undervejs gennem hele deres uddannelsesforløb beskæftiger sig med pædagogik og fagdidaktik.

Efter 7. skoleår skal eleverne skifte til en 2-3-årig mellemskole, der placeres på gymnasieskolerne eller på efterskolerne. Eleverne skal fortsat ikke vælge spor for deres ungdomsuddannelse før efter det 9. eller 10. skoleår, men de fleste trænger til et skift i 13-14-års alderen.

Og så kommer det næste: Ungdomsuddannelserne skal fysisk samles på gymnasieskoler. Det betyder ikke, at vi skal afskaffe de væsentlige og helt nødvendige forskelle mellem det almene gymnasium, handelsgymnasiet, det tekniske gymnasium og HF. De unge er forskellige og skal derfor have en bred vifte af muligheder. Men en samling af ungdomsuddannelserne på gymnasieskoler med alle fire spor rummer mange fordele. For det første bliver det lettere for de unge at skifte, hvis de har valgt forkert spor i første omgang. De skal ikke skifte skole, og det vil uden tvivl mindske frafaldet. For det andet kan lærerne undervise på flere ungdomsuddannelser, og det bliver hermed muligt at udbyde en bredere fagrække. For det tredje bliver det muligt at bevare alle fire ungdomsuddannelser i mange mindre provinsbyer, hvor en eller flere ungdomsuddannelser i dag er truet af lukning eller slet ikke udbydes.

Summa summarum: Hvis vi tænker skolen forfra, kunne det være spændende at udvikle en universitetsbaseret folkeskolelærer-uddannelse og en decideret gymnasielærer-uddannelse. Begge uddannelser bør stå på to ben, det faglige og det pædagogiske. Folkeskolen skal kun gå til 7. klasse. Herefter skal de unge i mellemskolen, der ligger enten på gymnasieskolerne eller på efterskolerne. Og endelig bør ungdomsuddannelserne samles på gymnasieskoler, der rummer alle fire spor.

Fordelene ved fremtidens skole er åbenbare. Vi får dygtigere og klogere folkeskolelærere og gymnasielærere, for de står på to stærke og ligeværdige ben, det faglige og det pædagogiske. Vi får bedre sammenhæng i skoleforløbet og en mere glidende overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Flere vil derfor gennemføre en ungdomsuddannelse. Håbet er, at skolen for fremtiden danner de unge, så de med større viden, indsigt og myndighed kan navigere i samfundet.

Tilbage står de åbne spørgsmål: Er der politisk vilje til at gennemføre store reformer? Og vil de faglige organisationer være positive medspillere?