Når hver syvende elev fravælger folkeskolen til fordel for en privatskole, og unge i stigende grad siger nej til at tage en læreruddannelse, så er det de ydre tegn på, at der er noget galt med skolen. De indre tegn har været mærkbare i en årrække og giver sig udslag i manglende disciplin, larm i klasserne, mobning og alt for mange børn, der ikke evner elementær læsning og regning og ikke gennemfører en uddannelse. Alt det har været gentaget mange gange, og faktisk har den nuværende regering netop søgt at tage fat om de problemer ved at løfte fagligheden og skærpe kravene til skolens formåen. Når de Konservative nu vil fremlægge en redningsplan for folkeskolen, kan det virke som en lidt forsinket reaktion. Men partiet har naturligvis ret i, at alle gode kræfter bør samle sig om at hjælpe skolen på benene, og at der er flere steder, hvor indsatsen kan skærpes.
Privat- og friskoleordningen er en del af det danske undervisningssystem. Der er ikke noget galt i, at forældre finder alternativer til folkeskolen. Det gale er, at mange gør det i en form for stilfærdig protest mod skolen. Mod at deres børn ikke lærer noget eller ikke trives. De Konservative har absolut ret i, at det er vigtigt at bevare folkeskolen som folkets skole. Det undervisningsted, hvor alle modtages på lige vilkår, hvor undervisningen er af høj standard, og hvor eleverne i dagligdagen møder nuancerne i samfundet.
At skolen ikke har været oplevet sådan er noget nær en national katastrofe. For det er i undervisningen, vi skaber grobunden for fremtidens samfund, og det er gennem faglighed og viden, vi giver børn og unge muligheden for at skabe egen tilværelse og blive deltagere i det demokratiske samfund uanset social baggrund.
Engang var læreren en respekteret skikkelse. I dag er lærerens autoritet som så mange autoriteter nedbrudt. Det er sandt, at lærerne og skolen har været udsat for megen og undertiden måske også urimelig kritik. Men kritikken har en baggrund, når næsten hver femte elev forlader skolen uden at kunne læse. Når unge føler, at der ikke er prestige ved at uddanne sig på lærerseminariet, så har den nuværende lærerstand i høj grad selv skylden. Man har nemlig selv været med til at proletarisere faget ved ikke i tilstrækkelig grad at fremhæve, at lærerne opfylder en vigtig faglig mission, men i stedet henfalde til al for megen socialpædagogisk udenomssnak.
Skal skolen styrkes, må lærerne ud af socialrådgiverrollen og påtage sig undervisningsforpligtelsen. Men det kræver rigtignok, at forældrene bakker op og tager et ansvar for deres børn i stedet for at skubbe det over på skolen. Måske kunne der også være brug for en oprydning i skemaerne. Politikere og skoleledelser må sikre, at lærernes faglige udvikling styrkes, og hele administrationsbyrden på skolerne og lærerne skal lettes, så folkeskolen kan koncentrere sig om sit egentlige formål: at give børn og unge en ordentlig grunduddannelse.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
