Skød vagt for at hævne sig på Skat

Den 47-årige mand, der er tiltalt for at skuddræbe en sikkerhedsvagt hos Skat, fortalte under første retsmøde, at han ville hævne sig på Skat.

Kolleger fra Dansikring deltog i en mindehøjtideligh foran SKAT på Tagensvej for den dræbte Benny Nielsen. Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Den 47-årige mand skød sin hund, pakkede fire tasker og tog hen til skattekontoret på Tagensvej i København, for at hævne sig på cheferne i Skat. Han skød og dræbte den 57-årige sikkerhedsvagt Benny Nielsen hos Skat den 23. november 2007. Siden har han ikke villet udtale sig om hændelsen. Men i dag, hvor han sidder på anklagebænken i Københavns Byret, fortæller han, at han ville hævne sig på Skat, der mente, at han skyldte over 300.000 kroner.

- Jeg ville lade bosserne hos Skat smage lidt af det, de har budt mig gennem 11 år. De blev ved med at opkræve penge, som jeg ikke skyldte, fortalte han i et tætpakket retssal, hvor flere ansatte hos Skat og pårørende til Benny Nielsen sad på tilskuerpladserne få meter bag ham.

- Jeg ville true bosserne, og det var et uheld, at jeg skød vagten, forklarede han, da anklageren spurgte, hvorfor han skød Benny Nielsen.

- Jeg vidste, at det, jeg gjorde, ville få mig nogle år i fængsel så jeg pakkede mine ting og skød hunden, så den ikke skulle rådne op på et internat, fortalte han.

/ritzau/