Administrerende direktør Linda Yaccarino er fortid i X efter at have stået i spidsen for det sociale medie gennem to tumultariske år.
Hun skriver på X, at hun er »utrolig taknemmelig« for, at Elon Musk betroede hende ansvaret for at »beskytte ytringsfriheden«.
The Wall Street Journal skriver, at der har været usikkerhed om hendes fremtid i selskabet i flere måneder, efter at Elon Musk slog X sammen med xAI, selskabet bag den kunstige intelligens Grok.
For vækstpotentialet i den kunstige intelligens er vigtigere for investorerne end det sociale medie, der har en mindre profitmargen, skriver mediet.
Netop Grok har der været problemer med de seneste dage, som Berlingske også skrev onsdag.
Den kunstige intelligens sammenlignede sig selv med Hitler i en række opslag, og brugere på X fik den endda også til at beskrive eksplicitte seksuelle scenarier, der involverede netop Linda Yaccarino.
Yaccarino havde en karriere i reklamebranchen, inden hun blev hyret af Musk i maj 2023. Han havde købt selskabet i 2022 og havde siden gennemført en omfattende nedskæring af arbejdsstyrken i selskabet.
Inden han annoncerede hendes ansættelse, skrev han på X, at en kommende direktør i selskabet »skal kunne lide smerte rigtig meget«.
Mike Proulx, der er forskningschef i rådgivningsvirksomheden Forrester Research, siger til nyhedsbureauet AP, at det fra begyndelsen af hendes ansættelse var tydeligt, »at hun var dømt til at fejle, fordi hun havde et begrænset mulighedsrum som selskabets administrerende direktør«.
For reelt er det Musk, der har kontrollen med X, påpeger han.
Derudover har Yaccarino ifølge The Wall Street Journal haft uenigheder med Reza Banki, der blev ansat som finansdirektør for X i 2024.
»Det eneste, der er overraskende ved hendes opsigelse, er, at den ikke kom tidligere,« siger Mike Proulx til nyhedsbureauet AP.