Den amerikanske filminstruktør Woody Allen, der er 89 år gammel, har været æresgæst ved filmfestivalen Moscow International Film Week.
Yaroslav Trofimov, der er ledende udenrigskorrespondent for The Wall Street Journal, har delt en video af Allens optræden. Den kan du se i toppen af denne artikel.
»Mens Rusland gennemvæder ukrainske byer i blod, deltager Woody Allen i Moskvas filmfestival, interviewet af den russiske instruktør Fjodor Bondartjuk, der er tilhænger af krigen og højtstående medlem af Putins parti,« skriver Trofimov på X.
Woody Allen optrådte ikke fysisk i Moskva, men deltog via et videolink.
Moscow International Film Week blev lanceret i 2024. Den blev skabt for at promovere Moskva som filmby over for internationale filmfolk, skriver The Moscow Times.
Festivalens hjemmeside skriver om Woody Allen, at hans værker er blevet »kulturelle milepæle«.
Woody Allen skulle komme med »refleksioner over film og liv, om valg, inspiration og ærlighed i professionen«.
Ud over Oscar-vinderen Woody Allen er også den amerikanske skuespiller Marc Dacascos – kendt især fra diverse kampsportsfilm fra 1990erne og frem – og den serbiske filmskaber Emir Kusturica blandt hovednavnene på festivalen.

Persona non grata
Woody Allen begyndte som komiker og blev senere kendt for sine film om New Yorks veltalende og velklædte elite.
Men siden midten af 00erne har han i højere grad haft Europa som udgangspunkt for sine film og sit liv, blandt andet, fordi det blev sværere for ham at finde penge til sine film i USA.
Og da gamle anklager om angiveligt seksuelt misbrug af en adoptivdatter dukkede op, blev det næppe nemmere.
Woody Allen og skuespilleren Mia Farrow dannede par i en årrække, men gik fra hinanden i 1992.
Bruddet skete, efter at Mia Farrow opdagede, at Allen havde indledt et forhold til Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn, der dengang var 22 år gammel. Soon-Yi Previn og Woody Allen er stadig sammen.
Siden anklagede Mia Farrow Woody Allen for at have misbrugt Dylan Farrow, deres fælles adoptivdatter, da Dylan Farrow var syv år gammel. Anklagerne blev aldrig bevist.
Dylan Farrow gentog anklagerne i 2014, og i HBO-dokumentaren »Allen v. Farrow« fra 2021 blev anklagerne endnu en gang undersøgt. Woody Allen har hele tiden fastholdt sin uskyld, og han er blandt andet blevet bakket op af sin og Mia Farrows søn, Moses Allen.
The Moscow Times har bedt Woody Allens agent om en kommentar, men agenten er ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.


