Will Smith undskylder til Chris Rock efter lussing ved oscarshow

I et Instagram-opslag undskylder Will Smith til Chris Rock og Oscar-akademiet efter lussing under uddelingen.

 
Alle de store øjeblikke fra Oscar 2022. Video: AP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang siden optrinet under oscaruddelingen, hvor skuespiller Will Smith gav komiker Chris Rock en lussing, har Will Smith nu udtalt sig.

I et længere opslag på det sociale medie Instagram undskylder skuespilleren.

»Vold i alle dens former er giftig og destruktiv. Min opførsel under gårsdagens (natten til mandag dansk tid, red.) Academy Awards var uacceptabel og utilgivelig,« skriver Will Smith.

»Jeg vil gerne offentligt undskylde til dig, Chris. Jeg gik over stregen, og jeg tog fejl. Jeg er flov, og min opførsel viser ikke den mand, jeg gerne vil være,« lyder det videre.

Will Smith gav en lussing til Chris Rock, efter at sidstnævnte havde lavet en joke om Smiths hustru Jada Pinkett Smiths skaldethed.

Episoden udspillede sig midt under showet i Los Angeles.

»Jada, jeg elsker dig. 'G.I. Jane 2', jeg kan ikke vente med at se den,« sagde Chris Rock fra scenen henvendt til Jada Pinkett Smith.

Hun lider af hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

Joken var derfor en reference til actionfilmen »G.I. Jane« fra 1997. Her er den kvindelige hovedrolle karseklippet som soldat.

»Jokes på min bekostning er en del af jobbet, men en joke om Jadas sygdom var for meget for mig at bære, og jeg reagerede følelsesladet,« skriver Will Smith på Instagram om episoden.

Efter lussingen forlod Will Smith scenen og råbte højlydt fra sin plads:

»Hold min kones navn ude af din fucking mund.«

Will Smith undskylder også til Oscar-akademiet, showets producere, publikum og »alle, der så med, rundt om i verden«.

»Jeg arbejder på at forbedre mig,« afslutter han.

Kort efter optrinet modtog Will Smith en statuette for Bedste Mandlige Hovedrolle. Den fik han for sin rolle i filmen »King Richard«.

Mandag meddelte Oscar-akademiet, at det »fordømmer« Will Smiths handling, og at en undersøgelse af sagen er indledt.

Det vides derfor ikke, om hændelsen får nogen konsekvenser for Will Smith – eller om han eksempelvis får frataget sin Oscar.

/ritzau/