Emmy-uddelingen fandt sted i nat, dansk tid, efter et år med to meget lange strejker for skuespillerne og manuskriptforfatterne i Hollywood. 

Værten for showet var Anthony Anderson, som blev betragtet som et sikkert valg – lidt som tilfældet med Golden Globes, hvor den familievenlige komiker Jo Koy forleden var vært med blandet succes. 

Showbusiness har nemlig ikke råd til flere skandaler, og episoden med Kevin Hart, der skulle have været vært for Oscar-uddelingen i 2019, men som trak sig efter protester over hans homofobiske udtalelser, er nok stadig frisk i erindringen. 

Men kort inden Emmy-uddelingen dukkede gamle anklager om angivelige overgreb begået af Anthony Anderson op igen. Han afviklede dog showet fornemt, skriver Varietys anmelder, som også roser resten af showet. Hverken anklagerne eller strejkerne kunne altså spænde ben for den gode stemning. 

At smile og få andre til at smile trods smerte og dårlig stemning er vel også netop branchens metier. 

Som du kan se i videoen herunder, høstede Anderson i hvert fald grin med blandt andre sine referencer til den folkekære og nu afdøde børne-tv-vært Mr. Rogers og med sine spekulationer om, hvorvidt Kevin Costner, der stammer fra den berygtede Los Angeles-forstad Compton, mon tilhørte Crips- eller Bloods-banden. 

To serier gik fra uddelingen som de helt store vindere. Serien om den ultrarige og ultradysfunktionelle Roy-familie, »Succession«, og serien om den noget mere kærlige arbejderfamilie på en restaurant i Chicago, »The Bear«, kom begge hjem med seks statuetter hver.

Et kys mellem kolleger

»The Bear« har været et overraskende hit, og i anden sæson, der udkom i 2023, lægger den københavnske madscene endda skrå brædder til meget af handlingen.

Til Emmy-uddelingen fik serien dog priser for sin første sæson, idet uddelingen egentlig skulle have fundet sted i september 2023. Men prisuddelingen blev forsinket til nu på grund af de førnævnte strejker. 

Jeremy Allen White, der spiller hovedrollen i »The Bear«, vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i en komedie. Hans medskuespillere Ayo Edebiri og Ebon Moss-Bachrach har vundet for henholdsvis bedste kvindelige og mandlige birolle i en komedieserie.

»The Bear« vandt også priserne for bedste instruktion og manuskript i en komedieserie.

Men det var, da »The Bear« tog en af de to største priser hjem, prisen for bedste komedieserie, at et af de mest omtalte øjeblikke fra aftenen fandt sted.

Matty Matheson, der medvirker i serien, men som i virkeligheden har været køkkenchef, og som nu er YouTube-kok og kogebogsforfatter, fik nemlig et stort kys af Ebon Moss-Bachrach, som du kan se i videoen øverst i artiklen.

Kysset mellem de to har siden skabt overskrifter i de amerikanske medier.

Elton John kom med i særlig klub

Med Elton John er der nu 19 mennesker, der er med i EGOT-klubben. Det næstnyeste medlem er skuespilleren og produceren Viola Davis, som kom med, efter at hun vandt en Grammy i 2023. Også komponisten Andrew Lloyd Webber, skuespilleren og komikeren Whoopi Goldberg, skuespilleren Audrey Hepburn og skuespilleren og filmmageren Mel Brooks er blandt de 19. 
Med Elton John er der nu 19 mennesker, der er med i EGOT-klubben. Det næstnyeste medlem er skuespilleren og produceren Viola Davis, som kom med, efter at hun vandt en Grammy i 2023. Også komponisten Andrew Lloyd Webber, skuespilleren og komikeren Whoopi Goldberg, skuespilleren Audrey Hepburn og skuespilleren og filmmageren Mel Brooks er blandt de 19.  Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix

Elton John vandt Emmy-prisen for sin koncertudsendelse »Farewell from Dodger Stadium«. Med det blev han medlem af et lille og eksklusivt selskab.

Han er nemlig nu med i EGOT-klubben. Det er nok ikke så meget en klub med et egentlig klubhus og mandagsmøder, men den befolkes af dem, der har vundet både en Emmy-, en Grammy-, en Oscar- og en Tony-pris. 

Elton John har tidligere vundet fem Grammy-priser, to Oscar-priser og en Tony-pris. Den britiske sanger var dog ikke tilstede i nat til at modtage hyldesten, fordi han er ved at komme sig efter en knæoperation. 

Gamle venner

Showet var den 75. udgave af Emmy-uddelingen, og det blev fejret med tilbageblik på nogle historiske serier. Det gjaldt blandt andet »The Sopranos«, »Martin« og »I Love Lucy«. Sidstnævnte blev sendt i 1950erne og blev for nylig kåret til den bedste engelsksprogede tv-serie nogensinde af Variety, som Berlingske beskrev her.

1980er-serien »Sams bar« (på engelsk »Cheers«) blev også hyldet. 

»Sams bar« vandt 28 Emmy-priser og blev nomineret 117 gange, hvilket stadig er rekorden for en komedieserie. Derfor samledes de gamle venner sig i den legendariske bar endnu en gang, som man kan se her: 

Kirstie Alley, der brød igennem med sin rolle som Rebecca i »Sams Bar«, var der dog ikke. Hun døde nemlig i slutningen af 2022, hvorfor hun også var en af dem, der blev mindet ved det traditionelle »In memoriam«-indslag.

Som underlægningsmusik til det sang Charlie Puth sammen med duoen The War and Treaty. De sang først Puths egen sang »See You Again«, hvorefter de sang en coverversion af temasangen fra tv-serien »Venner« til ære for Matthew Perry, der gik bort i oktober 2023. Den video kan ses her.