»Valley of Tears«

Valley of Tears

Israels selvtillid har sjældent været større end efter 6-dages krigen i 1967. På mindre end en uge fik man nedkæmpet egyptiske, syriske, irakiske og jordanske styrker og det skabte en selvtillid, der siden blev kendt som »opfattelsen« eller »conceptzia«. Ingen var stærkere end Israel.

Det ændrede sig seks år senere, da Syrien og Egypten indledte det overraskelsesangreb, der blev kendt som Yom Kippur-krigen. Det er denne periode, som HBOs miniserie »Valley of Tears« handler om.

Serien er imponerende - både i sit vingefang og i sin uudslettelige ubehagelighed. Selv om vi ser krigen gennem israelernes øjne, og især syrerne skildres som bødler, undgår man meget af den patriotisme og selvhøjtidelighed, som ofte præger krigsfilm.

Stærkest står en scene, hvor en syrisk og israelsk soldat mødes på slagmarken. Inden alt ændrer sig, når de to mænd at fortælle hinanden om deres liv i henholdsvis Israel og Damaskus. Det indblik gør kun blodsudgydelserne endnu mere meningsløse.
Serien kan ses på HBO Max