Det er svært at forstå det, men før »Underverden« var der ingen Dar Salim. Den danske skuespiller havde trods sit åbenlyse talent og mindre roller ikke rigtig fået et gennembrud, og den danske actionthriller blev præcis det, som han – og dansk film – havde brug for.
Nu er instruktør Fenar Ahmad tilbage med en opfølger til filmen om lægen Zaid, der mod sin vilje bliver inddraget i det københavnske bandemiljø. Dar Salim indtager atter hovedrollen og viser, hvor stort et talent han besidder.
»Underverden II« er en visuelt betagende film, der skildrer et råt og koldt København, hvor vold bruges afmålt og præcist. Og så trækker den paralleller til de unge drenge, der i stigende grad bliver del af de voldelige magtkampe, vi andre mest kender fra nyhederne.