Tvangsluk alle de forfærdelige plejehjem og gør noget andet. Ny dokumentar viser, hvor let det kan være

Ny rørende dokumentar viser, hvor langt man kommer med medmenneskelig og omsorg. Og så stiller den et centralt spørgsmål til vores almindelige pleje af ældre.

På Dagmarsminde tror man på berøring, øjenkontakt – og kage. Det virker faktisk, som om alle kan lide at være der. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sif Meincke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor ældres rettigheder ikke var en politisk vindersag. Vi har alle en pårørende, der har været på plejehjem, og vi ender der nok også selv.

Alligevel har vi accepteret, at vores gamle sygner hen på institutioner, hvor de skal sidde og kalde ud i luften. Tænk bare på TV 2-dokumentaren om Kongsgaarden, hvori Niels måtte bede om hjælp i ni timer, før han fik rene bukser på, og en anden borger blev hængt op i smertefuld slynge, mens personalet stod ved siden af og ventede på, at hun var færdig med sin ble.

Sådan er det ikke på Dagmarsminde, hvor man har besluttet at sætte sig ind i, hvilken medicin beboerne får – og om de kan klare sig uden – ligesom man også tror på berøring, øjenkontakt og ganske almindelig respekt. Det burde ikke være opsigtsvækkende, men det er det.

Når man ser det, bliver man utrolig rørt. Derefter bliver man vred.

Kan det virkelig passe, at et plejehjem med tid til omsorg er så unik, at det er en dokumentarfilm værdig? Well, læs aviserne, følg den politiske samtale, se dig omkring. Sådan er det.

Duften af hjemmebag

Dagmarsminde er Danmarks eneste enkeltmandsejede plejehjem. I spidsen står Mai Bjerre Eiby, der var studerende, da hendes far kom på plejehjem. Hun husker opholdet, som om alt var gråt, der lugtede skarpt af urin, og beboerne hele tiden sad og kaldte – eller var meget vrede.

Hendes far døde af omsorgssvigt efter fem måneder. Mai Bjerre Ejby fortæller historien til kameraet, mens hun kører afsted til det plejehjem, der blev hendes svar på faderens oplevelser. På syv år fik hun sparet penge op til at lave det sted, hvor man selv har lyst til at blive gammel.

Teorien er, at medicin kan erstattes af medmenneskelighed. Man tror på berøring og øjenkontakt, faste døgnrytmer – og kage.

Faktisk vækker man beboerne med duften af hjemmebag, så de får lyst til at stå ud af sengen. Sværere er det så heller ikke.

Grethe får fire forskellige slags morfin, da hun flytter ind på Dagmarsminde. Her insisterer personalet på, at hun trapper ud af sin medicin og kommer med på skovtur. Det er ren mindfulness. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sif Meincke.

Dokumentaren »Det er ikke slut endnu« følger en række beboere – blandt andre Vibeke og hendes mand Thorkild. Mens hun har mistet sit sprog, er Thorkild friskere, men samtidig i total fornægtelse af det mørke, der langsomt lægger sig over hans hukommelse.

Thorkild bliver – med al sin forståelige modstand mod flytningen og plejehjemmet – vores identifikationspunkt, og man forstår både hans modvilje og senere overgivelse. I en central scene blinker den store mand mod nattehimlen, mens han indrømmer, at han ikke helt kan, hvad han kunne engang.

Personalet bliver enige om at undgå for meget snak om sygdom. De forstår Torkilds modvilje mod høje lyde og genstridige knapper, og de støtter ham mentalt, når han pludselig får lyst til at gå aftentur. De forstår, at det er vigtigt for ham at gøre ting, han har kontrol over. Og lige så langsomt falder Thorkild til.

En medalje er nødvendig

Både dokumentaren og plejehjemmet ser beboerne som hele mennesker. Som Grethe, der har været socialrådgiver og sexolog, men er endt som en svækket dame, der fyldes af fire forskellige slags morfin, da hun ankommer fra et tidligere plejehjem. Efter at have været gennem hele medicinforbruget ender Grethe med at få to piller. Resten klarer morgengymnastikken og nærværet. Grethe er med på skovtur, hvor hun får lov til at kramme et træ. Det er ren mindfulness og noget, andre betaler mange penge for.

Når man ser, hvor let det er, må man tage sig til hovedet over, hvor elendige vilkår vi byder hinanden og os selv i den såkaldte omsorgssektor.

Nogen burde tage de ældres vilkår på sig, tvangslukke alle de forfærdelige steder, hvor de overlever i stedet for at leve og i stedet insistere på at lave flere hjem som Dagmarsminde. Man kunne begynde med at give Mai Bjerre Eiby en medalje for at udvise ægte samfundssind.

Det er hende, vi bør hylde. Om ikke andet så i det håb, at andre får lyst til at skabe flere steder som Dagmarsminde, inden vi selv bliver gamle. Det er trods alt ikke slut endnu.

»Det er ikke slut endnu« vises på TV 2 torsdag aften kl. 20.00 og kan streames på TV 2/ Play. En længere version af filmen kan ses i biograferne. Instruktør: Louise Detlevsen. Denne kommentar bygger på den korte dokumentar.