»Topgear« vender tilbage efter alvorlig ulykke
»Top Gear« er på vej tilbage til skærmen, meddeler BBC ved en tv-festival i Skotland.

»Top Gear« er på vej tilbage til skærmen, meddeler BBC ved en tv-festival i Skotland.

Det populære bilprogram »Top Gear« er på vej tilbage skærmen efter en næsten fire år lang pause.
Det meddeler BBCs underholdningsdirektør, Ed Havard, ved Edinburgh TV Festival, skriver The Guardian.
Programmet har ligget i dvale siden december 2022, hvor en af værterne, den tidligere cricketspiller Andrew »Freddie« Flintoff, kom alvorligt til skade under optagelserne til programmet.
»Der har været meget spekulation om det, og vi kan bekræfte, at »Top Gear« vender tilbage,« udtaler Ed Havard ifølge den britiske avis.
Hvornår det vender tilbage til skærmen, og hvem der skal være værter på programmet, vil BBC-direktøren dog ikke ud med.
Men han kommenterer et vedholdende rygte om, at komikeren Jimmy Carr skulle være vært.
»Jimmy ville være en fremragende vært, men jeg kommer ikke til at diskutere det i dag,« siger Havard.
»Top Gear« var oprindelig et program med regulær biljournalistik, som man også kender den fra bilblade, der blev sendt på BBC fra 1977-2001.

Men efter en relancering i 2002 med værtstrioen Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May i spidsen blev det i det følgende år et af verdens mest sete tv-programmer med flere hundrede millioner seere verden over.
De almindelige anmeldelser af biler trådte efterhånden i baggrunden, mens forskellige udfordringer og særepisoder, hvor trioen var på tiltagende vilde ture rundt i verden, blev omdrejningspunktet.
Under en optagelse i 2015 slog Jeremy Clarkson en producer, og dernæst valgte BBC ikke at forlænge hans kontrakt i 2015, og Hammond og May fulgte med ham væk fra »Top Gear« og BBC.

Siden forsøgte BBC sig med en række forskellige værter, herunder Matt LeBlanc, der er mest kendt for rollen som Joey i tv-serien »Venner«, racerkøreren Chris Harris og altså også den førnævnte ekscricketspiller Andrew Flintoff.
Succesen blev dog aldrig den samme.
James May og Richard Hammond valgte siden at følge med Clarkson over på Amazon Prime Video, hvor trioen fik et nyt program, »The Grand Tour«. Det sidste afsnit af »The Grand Tour« med de tre som værter blev sendt i 2024.
Også »The Grand Tour« er på vej tilbage til skærmen med nye værter, nemlig James Engelsman, Thomas Holland og Francis Bourgeois. Holland og Engelsman har haft et populært bilprogram på YouTube, mens Bourgeois især er kendt for sine videoer om tog på Instagram og TikTok, hvor han har flere millioner følgere.