Tø din indre vinterfrost op med fin, dansk film om far og datter på pilgrimsfærd i Spanien

Danica Curcic og Lars Brygmann arbejder sig ud af en dysfunktionel far-datter-relation i Birgitte Stærmoses stilfærdige komedie »Camino«, som er Viaplas første danske spillefilm.

Birgitte Stærmoses stilfærdige far-datter-drama »Camino« begynder i klassisk komediestil med en frustreret Regitze (Danica Curcic), der sidder fast i en bilkø på en motorvej. Hun er desperat, for hun skal til sin afdøde mors begravelse, og hun når kun at være med til at bære kisten de sidste fem meter fra kirkedøren til rustvognen.

»Camino«, der er produceret for streamingtjenesten Viaplay, er dog slet ikke en almindelig dansk komedie med kunstige til lejligheden udformede replikker og situationer. Det er tværtimod et afrundet portræt af en familie, der kalder lige så meget på tårer og eftertanke som på smilet.