Lad mig begynde med en tilståelse: Jeg elsker biografiske film, såkaldte biopics, især om musikere.
Historien om den talentfulde ener, der skal så meget grumt igennem, før han eller hun ender på toppen af hitlisten, har som regel det hele. Tænk »Amadeus« eller »What's Love Got to Do With It« om Tina Turner. Eller tænk »Bamse«. Når det gøres rigtigt, kan genren give os et helt nyt indtryk af en person, vi følte, at vi kendte.
Det gælder desværre ikke »I Wanna Dance With Somebody«, der allerhøjst kan prale af at indeholde så meget musik, at man føler sig mentalt åreladt efter de 144 minutter, man skal stå igennem.
Filmen forsøger at være en velklingende gravsten for »The Voice«, som Whitney Houston også blev kaldt. Men det godtgør ikke, hvorfor vi skal se filmen.
Den misbrugte stemme
Der er umuligt at tale for pænt om Whitney Houstons talent.
Allerede tidligt gjorde den unge gospelsanger sig bemærket, og hun endte som verdens mest prisbelønnede kvindelige solist. Nogensinde.
Med sit smukke, brede smil og den imødekommende personlighed solgte Houston drømmen om den sympatiske, amerikanske stjerne, men under overfladen var hendes liv præget af sprækker.
Som den første sorte sangerinde, der for alvor brød igennem til det internationale poppublikum, blev hun tidligt kritiseret for at være for »hvid«.
Hendes privatliv med Bobby Brown var en offentlig deroute, præget af hans jalousi og vold og begge stjerners stofmisbrug. Deres lille datter, Bobbi Kristina Brown, der tidligt døde i et badekar, var vidne til lidt af hvert.
Men den historie er allerede fortalt. Først i Nick Broomfields »Can I Be Me?« og siden i »Whitney« af Kevin Macdonald, der tegnede et rystende billede af en pige, der sammen med sine søskende blev anbragt hos deres tante, soulsangerinden Dee Dee Warwick, der misbrugte børnene, mens moderen passede sin karriere.
Forbudt lesbisk kærlighed
Dokumentarerne har også vist, at Whitney Houston forelskede sig i en anden kvinde, Robyn Crawford, men at forholdet blev forpurret af familien, ikke mindst af sangerindens far, der endte med at sagsøge sin datter for 100 millioner dollar.
Lige præcis den magtfulde far er også med i spillefilmen »I Wanna Dance With Somebody«, der gennem en meget konservativ fortællestil følger sangerinden fra hendes teenageår, til hun dør i en alder af 48.
Men mange af de andre skyggesider er skåret ned til et minimum. Moderen skildres som en styrende, men velmenende sangerinde, der altopofrende træder ned af scenen, så Whitney kan få opmærksomheden, den aften, da den kendte musikproducent Clive Davies besøger spillestedet, hvor Whitney (Naomi Ackie) normalt synger kor for sin mor.
Det er sjovt nok samme Davies, der har produceret »I Wanna Dance with Somebody«, og mon ikke det forklarer, hvorfor han er skildret som den varme og forstående far, Whitney aldrig havde. Stanley Tucci gør det fint i en utrolig utroværdig rolle.
Også ægteskabet med Bobby Brown (Ashton Sanders) har fået en redelig omgang moralsk slettelak.
Vi ser Bobby tage hårdt fat i Whitney under et skænderi, men det er et, der kan matches af de fleste langvarige ægteskaber i både intensitet og varighed. Derudover er der ingen antydninger af hverken vold eller kærlighed.
Det er med andre ord svært at forstå, hvad Whitney faldt for, for Brown bliver aldrig andet end en pæn danser, der ved en enkelt lejlighed tager hende i forsvar. Resten af tiden fjumrer han rundt og spænder ben for alle i en lille, irriterende birolle.
En utrolig lang film
Hvis Bobby Brown er en rekvisit, kan det samme siges om Robyn Crawford (Nafessa Williams). Vi ser kvindernes forhold skildret i utallige scener, hvor begge griner af episoder, som publikum aldrig lærer at forstå, men oplevelsen af at være i et uønsket homoseksuelt forhold i en konservativ musikindustri bruges der ikke tid på.
Houston forlader Crawford, fordi hun ønsker sig en familie med mand og børn, og efter en lille grædescene er alt godt igen.
Mit bud er, at filmskaberne selv synes, at de går langt, når de viser, at Whitney Houston også røg joints, inden hun mødte Bobby Brown, ligesom forholdet til Robyn Crawford også er så åbenlyst, at det næsten virker progressivt. Men det ændrer ikke på, at »I Wanna Dance with Somebody« er et styrtebad af facts om Whitney Houston, der først og fremmest skal krones for sit sangtalent.
Hendes fortælling kunne ellers være en rystende beretning om en kvinde, der elskede alt det forkerte og trods enorm succes aldrig blev virkelig lykkelig.
I stedet er det endt som en meget lang og temmelig kedelig musikvideo om en sangerinde, der endnu en gang skal skildres som et rent menneske. Ikke engang efter sin død kan Whitney Houston få fred. Det er virkelig en skam.
»I wanna dance with somebody«. Drama. Varighed: 144 minutter. Instruktør: Kasi Lemmons. Medvirkende: Naomi Ackie, Stanley Tucci, Ashton Sanders, Tamara Tunie m.fl. Premiere i biograferne 22. december.
