»Tinka og Kongespillet er »Game of Thrones« med familiehygge og dårligere replikker

»Tinka og Kongespillet« blander dramatisk fantasy med hyggelig familiejul for den sammenbragte familie. Men dens forsøg på at være begge genrer er også dens akilleshæl – ikke mindst når den lefler for de mindste med falde-på-halen-komik.

I »Tinka og Kongespillet« kæmper Tinka (spillet af Josephine Chavarria Højbjerg), der er halvt menneske, halvt nisse om tronen mod tre repræsentanter fra hver region af nissernes rige.

En konge er død og en repræsentant fra hver region skal kæmpe mod hinanden i en række svære prøver for at afgøre, hvem der har gjort sig fortjent til tronen. Lyder det som noget, vi har set før?

Manuskriptforfatteren bag TV 2s familiejulekalender »Tinka og Kongespillet« har uden tvivl ladet sig inspirere af verdens mest populære TV-serie »Game of Thrones«, der sluttede i foråret.