Thelma og Louise

Geena Davis og Susan Sarandon er fantastiske i  »Thelma & Louise« (1991), der både fortæller en kvindelig frigørelseshistorie forklædt som en sorgløs sommerferie - men som også rummer en dobbelt alvor bag den velsminkede facade CAP/SFS

Sommeren er det oplagte tidspunkt til et roadtrip, hvor hverdagens problemer glemmes for en stund. Få steder er det skildret bedre end i den feministiske roadmovie »Thelma og Louise«, der også er en frigørelsesberetning om to kvinder, der ikke længere vil finde sig i noget.

Se den for varmen og livslysten og for en meget ung Brad Pitt, der gør en lille, men mærkbar entré, som en kort, men fatal flirt. Og se den for Susan Sarandon og Geena Davis, som er et uimodståeligt venindepar, der tager ladegreb på omverdenens fordomme.