Som titlen antyder, er det nogle garvede kræfter, der står bag den  længe ventede serie fra Disney+ »Old Man«. I centrum står 72-årige Jeff Bridges og 76-årige John Lithgow, der begge spiller røven ud af bukserne i denne effektive og spændende thrillerserie med en historie, der trækker tråde tilbage til USAs komplicerede rolle i den afghansk-sovjetiske krig. Jeff Bridges er Chase, en tidligere CIA-agent, der er jaget vildt. Chase er en kompleks karakter a la Walter White fra »Breaking Bad« og Tony Soprano fra »Sopranos« – altså én af dem, man holder med, selvom man er lidt i tvivl om, hvorvidt man burde. Og hvor man er lidt bange for, hvad de kan finde på af grumme ting.

Hvis man går meget op i realisme, vil man givetvis undre sig lidt over alt det, den aldrende Dan Chase kan holde til. Serien er ikke desto mindre utroligt spændende og velsmurt. Og når den så byder på skuespilkunst af absolut topklasse, er der ingen grund til at holde sig væk. Erfaring holder, også blandt skuespillere og CIA-agenter.

Uddrag af anmeldelsen:

»Hvis man går meget op i realisme, vil man givetvis et par gange vånde sig over, hvilke fysiske udfordringer den aldrende Dan Chase er i stand til at klare uden at krepere. Man kan også bare sætte sig ned på numsen, være stille og lade sig underholde af en serie, der både på manuskript-, instruktion- og skuespilfronten er bundsolidt håndværk.«

Læs hele anmeldelsen her.