Social opstigen, snobberi og aristokrati. Det er nogle af de ingredienser, der præger britiske Downton Abbey – ja, faktisk også vores egen elskede serie Matador. Nu har HBO Max lavet endnu en serie om samme tematik – og den er i den i grad værd at se.
I centrum står jernbanekongen George Russell (Morgan Spector) der er så hård en forretningsmand, at han gerne bygger en hel jernbanelinie blot for at forpurre konkurrentens planer. Hans kone, Bertha (Carrie Coon), er om muligt endnu mere optaget af at komme til top i hierarkiet blandt de nyrige, der har skabt deres penge i industrialiseringen, den såkaldte Gilded Age.
Serien er lavet af samme Julian Fellows, der stod bag Downton Abbey, så man kan føle sig i helt trygge hænder. Der er en mening med hver eneste scene og hver eneste karakter.