Som almindelig kunde kan det være svært at forstå, hvorfor streamingtjenesterne pludselig fjerner indhold, de selv har lavet, fra deres platforme.
Sidste år gik det blandt andet ud over HBO-serierne »Westworld« og »Raised by Wolves«, der blev fjernet fra HBO Max.
Men det skal man vænne sig til, for nu planlægger også blandt andre Disney at fjerne indhold fra deres streamingtjeneste, Disney+. Det gælder blandt andet »Willow« og »The Mighty Ducks: Game Changers«.
Ifølge det amerikanske finansmedie CNBC skyldes det, at streamingindustrien efter nogle gode år – godt hjulpet af pandemiens store efterspørgsel efter hjemmeunderholdning – nu ønsker at spare penge.
Fjernelse af indhold fra platforme er en måde, som streamere kan undgå rettighedsbetalinger og licensgebyrer på skriver CNBC.
Selvom en given tv-serie eller film er produceret af streamingtjenestens moderselskab, skal tjenesterne nemlig stadig betale for at have indholdet på deres platforme.
Eksempelvis skulle NBCUniversal betale sig selv 500 millioner dollar – eller knap 3,5 milliarder kroner – for at streame »The Office« på streamingtjenesten Peacock, og Warner Bros. Discovery betalte sig selv knap tre milliarder kroner for rettighederne til at streame »Venner«, som Warner Bros. selv lavede.
Det er aktiemarkedet, der nu presser streamingtjenesterne til at skabe mere profit, fremfor tidligere, hvor der mest har været fokus på, hvor mange abonnenter streamingtjenesterne havde.
Ifølge Michael Nathanson, der er analytiker hos investeringsbanken SVB MoffetNathanson, var Warner Bros. Discovery de første til at indse, at de blev nødt til at spare på udgifterne til gammelt indhold.
»De sagde, at de skulle have deres indtjening op, så de begyndte at fjerne film og serier fra appen. Det gør Disney nu også, og vi må forvente, at Paramount følger trop. Og en dag kan Netflix endda gøre det samme,« siger Michael Nathanson til CNBC.