Streaminggiganten Amazon Prime Video har særlige planer for den amerikanske valgnat 5. november.

Ifølge det amerikanske medie Variety, så florerer der rygter om, at streamingtjenesten vil sende direkte i mindst otte timer. Det skulle være i et valgprogram, der ligner det traditionelle flow-tv på valgnatten. 

Gennemføres udsendelsen, bliver det første gang, at streamingtjenesterne åbner døren til at sende nyheder direkte, skriver Variety. Indholdet på tjenesterne har før begrænset sig til film, fiktionsserier, dokumentarer og reality, der ikke var tidsaktuelle. 

Det er ikke helt uden panderynken, at lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Palle Schantz Lauridsen hører om spekulationerne.

»Det kan blive et problem. Publicistiske medier har en filosofi om, at de skal levere sandt og troværdigt materiale, som streamingtjenesterne ikke har.«

Palle Schantz Lauridsen tilføjer, at streamingtjenester i endnu højere grad end traditionelle medier er drevet af at tjene penge.

»Hvis streamingtjenesterne slækker på de publicistiske principper om troværdighed og sandfærdighed, så synes jeg, at det er meget uheldigt,« siger han.

Variety skriver også, at det angiveligt bliver tv-værten Brian Williams, som skal stå for den store aften, hvor det afgøres, om Kamala Harris eller Donald Trump indtager Det Hvide Hus til januar.

Brian Williams har været på de amerikanske tv-skærme i mere end tredive år i forskellige store nyhedsprogrammer. 

Nyhedsvært Brian Williams startede i 1996 på kanalen NBC og fortsatte sin karriere til 2021. Her er han i år 2000 på kanalen MSNBC med daværende Texas-guvernør og præsidentkandidat George W. Bush.
Nyhedsvært Brian Williams startede i 1996 på kanalen NBC og fortsatte sin karriere til 2021. Her er han i år 2000 på kanalen MSNBC med daværende Texas-guvernør og præsidentkandidat George W. Bush. Tannen Maury/AFP/Ritzau Scanpix

Nyheden om Amazons nye mulige satsning kommer i en tid, hvor sammenhængskraften i medierne er under debat.

Den amerikanske valgnat berører unægtelig alle amerikanere, og live valg-tv er måske en af de sidste samlende bastioner i medielandskabet.

»I gamle dage så folk en masse, de egentlig ikke gad at se. Men de så det, fordi det var der. I dag ser vi alle noget forskelligt afhængigt af alder, bopæl og arbejde,« siger Palle Schantz Lauridsen.

Lektoren er dog ikke oppe at køre over, at streamingtjenesten nu flirter med ideen om at sende dagsaktuelle nyheder.

Vi vil fortsætte med at se denne her segmentering af medieforbruget, siger han, også med den nye potentielle satsning fra Amazon Prime Video.

»Så det kommer næppe til at gøre op med den udvikling,« siger Palle Schantz Lauridsen.