»Squid Game« bliver nu til virkelighed – og man kan vinde gigantisk pengesum

Den populære Netflix-serie »Squid Game« bliver lanceret af streaminggiganten som realityshow.

 
Brandon Riegg, der er vicepræsident for Netflix' dokumentarserier, siger, at fans af serien roligt kan gøre sig klar til den største konkurrenceserie nogensinde. Video: AP/Ritzau Scanpix. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Netflix søger netop nu deltagere til et reality-show inspireret af den populære serie »Squid Game.«

Det oplyser streaminggiganten i en pressemeddelelse.

Det vil dog ikke være liv eller død, der er på spil, som det er tilfældet i det sydkoreanske dystopiske drama. I stedet skal 456 deltagere fra hele verden deltage i konkurrencer, hvor »den værste skæbne er, at man går tomhændet hjem«.

»Med den største rollebesætning og den største engangspræmie i reality-tv-historien vil 456 spillere gå ind i spillet i jagten på en livsforandrende belønning på 4,56 millioner dollar (32,35 millioner kroner, red.). Mens de konkurrerer gennem en række spil inspireret af det originale show – plus overraskende nye tilføjelser – vil deres strategier, alliancer og karakter blive sat på prøve, idet konkurrenterne bliver elimineret omkring dem,« skriver Netflix i pressemeddelelsen.

Brandon Riegg, der er vicepræsident for Netflix' dokumentarserier, siger, at fans af serien roligt  kan gøre sig klar til den største konkurrenceserie nogensinde.

»Squid Game« tog verden med storm med instruktør Hwangs fængslende historie og ikoniske billeder. Vi er taknemmelige for hans støtte, mens vi gør den fiktive verden til virkelighed i denne enorme konkurrence og sociale eksperiment,« siger han.

Åben for tilmelding

Da serien ramte stuerne i efteråret 2021, blev den den mest sete serie hos Netflix nogensinde. I løbet af de første 28 dage blev serien set 1,65 milliarder timer globalt, hvilket var langt over dobbelt så meget som nummer to – sæson et af »Bridgerton«. Denne blev set i alt 625 millioner timer i løbet af de første 28 dage.

Streaminggiganten har desuden netop bekræftet, at en sæson to af den populære serie er i vente. Det er dog endnu ikke offentliggjort, hvornår den får premiere.

Tv-serien handler om hundreder af gældsplagede sydkoreanere, der bliver rekrutteret til en alle mod alle-turnering, hvor vinderen kan vinde 45,6 milliarder won – cirka en kvart milliard danske kroner. Til gengæld opdager deltagerne til deres rædsel, at turneringen består af forskellige spil, hvor taberne i hver runde kort og godt bliver slået ihjel.

Her følger man seriens hovedperson, Seong Gi-hun, der vælger at kaste sig ud i spillet, da han skylder en formue til en gangsterbande. Hans fraskilte hustru truer med at emigrere til USA med parrets datter, så hans eneste chance er at deltage i det brutale gameshow for forhåbentlig at vinde den store præmiesum.

Skulle du, kære læser, være interesseret i at deltage i det kommende realityshow, er der nu åbent for tilmelding.

Man skal kunne tale engelsk, være fyldt 21 år samt være i stand til at hive nogle uger ud af kalenderen i begyndelsen af det kommende år.