Gode chefer er en mangelvare. Ironisk nok er det ofte dem, der selv synes, at de er gode, der er de dårligste.

Det kan i hvert fald siges om Julio Blanco, hovedpersonen i den spanske film »Den perfekte chef«.

Blanco er ejer af og direktør for en familiefabrik, der producerer vægte, og i sine peptalks til sine ansatte gør han altid et stort nummer ud af, at han og alle medarbejdere er »som én stor familie«.

Grænseoverskridende omsorg

Der er ingen tvivl om, at Blanco selv synes, at han er den lysende samfundsborger, han bliver anset for at være udefra. Han har vundet mange priser for sin ledelsesstil – trofæerne hænger flot opsat på en væg i stuen med den helt rette belysning. Men han mangler én, prisen for at være årets bedste virksomhed, og snart kommer bedømmelsesudvalget på besøg. Alt og alle på fabrikken skal stå toptunet, og så er det uheldigt, at en just fyret medarbejder har valgt at demonstrere imod ham lige overfor fabriksgrunden. Og at en af hans betroede medarbejdere, Mirelles, er begyndt at kludre ret meget i sit arbejde.

Blanco beslutter sig for, som den »gode« chef han er, at tage affære. Men hvor går grænsen for ledelsesmæssig omsorg og utidig indblanding i medarbejdernes privatliv? Blanco har svært ved at skelne grænsen, ligesom han i øvrigt også har det, når det gælder om at holde nallerne fra de unge kvindelige praktikanter.

En lysende Javier Bardem

Blancos moral er med andre ord temmelig tvivlsom, viser det sig. Vist i tung symbolik med de vægte, han snyder med. Og det er tydeligt, at den sorte komediesatire er spundet på dobbeltmoralen. Som den helt store lysende stjerne i midten står Javier Bardem. Gråhåret og ældre end vi har set ham før på film, er han transformeret til den store, magtfulde patriark. Og han er lige overbevisende, uanset om han skal være charmerende, overtalende eller psykopatisk målrettet.

Hans præstation som den privilegieblinde Blanco er klart et af hans karrieres højdepunkter.

Kritisk eller for sjov?

Bardems skuespil er dog også niveauer over filmen som helhed. Komikken kammer flere gange over i det direkte farceagtige, hvilket underminerer den kritik, der ligger under skildringen af Blanco. En kritik af, hvor falske corporate ledelsesfloskler kan virke for menige medarbejdere. Dertil kommer, at instruktør Fernando Leon de Aranoa ikke helt ved, hvor hårdt han vil gå til stålet, eller hvor filmen skal hen med sin kritik.

Filmen var nomineret til rekordmange Goya-priser i Spanien, 20 stykker, og den vandt seks af de store, deriblandt for bedste film, instruktion og skuespiller. Skuespilprisen til Bardem er fuldt fortjent, og om ikke andet giver filmen en god mulighed for at grine lidt ad chefen. I filmen forstås. Aldrig i virkeligheden.

»Den perfekte chef«, spansk film. Instruktion: Fernando Leon de Aranoa. Medvirkende: Javier Bardem, Manolo Solo, Almudena Amor m.fl. Premiere i biograferne 1. december.