Sofie Gråbøl er blændende god i TV 2s vellykkede serie fra fødegangen

Sofie Gråbøl bærer flot TV 2s vellykkede serie fra jordemoderafdelingen på et presset hospital. »Dag & nat« fornægter ikke livets alvor, men tager heller ikke håbet fra seerne.

Sofie Gråbøl er det stærke, selvfølgelige midtpunkt i »Dag & nat«. Rolf Konow/TV 2

Det kan man da kalde dramatik til tiden.

TV 2s nye hospitalsserie fra fødegangen, »Dag & nat«, lander på skærmen kort tid efter nyheden om, at et folketingsflertal vil indføre en bedre behandling af fødende på landets sygehuse. Førstegangsfødende skal ikke længere smides ud fra den ene dag til den anden med et nyfødt barn under den ene arm og underlivet i en plasticpose i den anden. Sådan groft sagt.