Søren Frank giver én stjerne: Ny dokumentarfilm om champagne er savlende følgagtig

Dokumentarfilmen »Sparkling – champagnens historie« ligner et sammenklip af de store champagnehuses evindelige præsentationsvideoer.

 
Se den stjernespækkede trailer til »Sparkling« i videoen her. Video: Swipe Films Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan grundlæggende forholde sig til champagne på to måder: Enten som en vin, der ligesom alle andre fine vine udtrykker vinbondens håndelag og den jord, druerne kommer fra. Eller man kan se champagne som et brand, eller en klynge af brands udgjort af de store kendte champagnehuse, kaldet grande marques.

Dokumentarfilmen »Sparkling – champagnens historie« vælger entydigt den sidste model. Filmens interviewer, manuskriptforfatter, producer og instruktør, Frank Mannion, holder velvilligt mikrofonen for de store huse, som slavisk besøges ét for ét og ganske ukommenteret får lov til at fremføre deres rutineprægede salgstaler. Man må håbe, at husene har betalt klækkeligt for eksponeringen.

Winston Churchills barnebarn Sir Nicolas Soames medvirker i »Sparkling«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr-foto.

Kendte og kongelige

Champagneindustrien har altid været formidabelt dygtig til at knytte sig til glamour og kendte mennesker. Før man fik spillefilm og elektroniske medier, foregik det typisk ved at lade kendte og kongelige indtage den ædle bobledrik i det offentlige rum. Således nævnes den sidste franske dronning, Marie-Antoinette, ofte i denne sammenhæng, fordi det angiveligt var hende, som indførte champagneritualet i forbindelse med hoffets nytårsfester.

Ligesom Napoleon lagde vejen forbi Champagnes største hus, Moët et Chandon, for at tanke bobler så ofte, at han fik sit eget gæstepalæ, Palais Trianon. Og så var der Winston Churchill, der efter sigende drak to flasker Pol Roger om dagen, og i denne film er repræsenteret af sit barnebarn, der er et godt stykke over pensionsalderen.

Champagnebranchen er blevet stadigt snedigere i sin markedsføring. Således har James Bond siden »Live and let die« i 1973 drukket Bollinger-champagne. Og det endda uden at det har kostet champagnehuset så meget som en dollar, ifølge Bond-producenten Barbara Broccoli, som undertegnede var så heldig at have til bords ved en champagnesmagning i Eiffeltårnet for nogle år siden.

Filmen opremser troligt hele biblioteket af gamle citater, fyndord og anekdoter, som for eksempel Coco Chanels: »Jeg drikker kun champagne ved to lejligheder: Når jeg er forelsket, og når jeg ikke er.« Eller: »Kom hurtigt, jeg drikker stjernerne,« som den vinproducerende munk Dom Perignon skulle have sagt, da han »opfandt« champagnen. »Dumme Peter«, som 80er-yuppierne kaldte ham, opfandt dog ikke champagnen, boblerne opstår helt af sig selv som et biprodukt af gæringen.

Som det bliver sagt i filmen, og som det har været kendt i en årrække, blev det i sin tid opfattet som en fejl, når gæringen fik gang i den igen og skabte bobler i flasken, eller hvilken lukket beholder der nu måtte have været tale om.

Filmen kan også »afsløre«, at det måske i virkeligheden var englænderne, der opfandt champagnen. Dengang i slutningen af 1600-tallet blev vinen nemlig eksporteret til England på fad og aftappet på flaske i London. Her oplevede man således jævnligt, at vinen gik i gang med at gære igen og skabte bobler på flasken, hvilket blev højeste mode i London. Der er dog intet nyt i denne teori, som har været beskrevet i adskillige bøger, inklusive min egen om champagne fra 2017.

Problemet ved filmens slaviske gennemgang af de store huse og deres historie er, at alle anekdoterne er blevet fortalt så uendeligt mange gange, at man næsten kan høre det knirke, når husejerne, prætentiøst iført smoking, docerer, mens Frank Mannion nikker fidelt og kommer med kommentarer som »oh, It's really good«, når han smager med.

Filmens helt store udeladelessynd er imidlertid, at man ikke engang så meget som nævner den nye grower champagne bevægelse, som faktisk er den, der har fået vinafficionados over hele kloden, inklusive undertegnede, til at erklære, at »champagne er det nye bourgogne«.

Små uafhængige vinbønder uden en marketing- og analyseafdeling, som laver udtryksfuld vin, der er fokuseret på at udtrykke det terroir, den kommer fra, fremfor branding. Med Jacques Selosse i spidsen laver denne generation i dag champagne, som er langt mere eftertragtet end de store huses og således fylder langt mere på de bedste restauranternes vinkort.

Det hjælper ikke meget på miseren, at filmen bruger det meste af den sidste halve time på at beskæftige sig med den stigende engelske produktion af boblevin. Engelsk bubly er i sagens natur ikke champagne og hører således ikke hjemme i en film om champagnens historie. Og filmen formår i øvrigt heller ikke at løfte emnet til noget interessant.

»Sparkling – champagnens historie« ligner med andre ord et sammenklip af de glittede præsentationsvideoer, som champagnehusene i forvejen producerer i hobetal. Det er sløv  dokumentarisme og dårlig vinjournalistik. Klippet ned til 20 minutter ville filmen kunne glide ind blandt de talrige engelske gastro-tv-serier, der bliver sendt på DR2, men jeg har svært ved at se berettigelsen i at lade den optage en hel aften på biograflærredet. 

»Sparkling – champagnens historie«. Dokumentarfilm. Varighed 1 time og 28 minutter. Skrevet, produceret og instrueret af Frank Mannion. Premiere 12. maj i Grand Teatret og Gentofte Kino