Nordisk Film har med øjeblikkelig virkning besluttet at lukke sine biografer. Beslutningen kommer efter de dramatiske begivenheder i Field's søndag, da en gerningsmand skød i shoppingcentret Field's, der også huser en biograf.
På filmsitet Kino.dk skriver Nordisk Film, at beslutningen kommer efter »søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie i Field's«.
»Vores tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende,« skriver Nordisk Film. Virksomheden har ikke ønsket at uddybe beslutningen over for Berlingske.dk.
Gæster, der har købt billetter til forestillinger mandag, vil blive kontaktet og vil få deres penge refunderet. Nordisk Film Biografer håber på publikums forståelse.