Sharon Stone afslører, hvilken filmproducent der opfordrede hende til at dyrke sex med sin kollega

Sharon Stone var snerpet, fordi hun ikke ville have sex med sin medskuespiller, sagde en af Hollywoods store moguler ifølge Stone. Et stempel som »besværlig« har skadet hendes karriere, mener hun.

I sin selvbiografi fra 2021 fortalte skuespiller Sharon Stone om flere episoder med mænd i Hollywood, der havde opført sig grænseoverskridende. 

En af dem handlede om en dengang unavngiven filmproducent, som opfordrede hende til at have sex med den mandlige skuespiller, hun spillede over for i en film, for at forbedre den mandlige stjernes skuespilpræstation. 

Nu har Stone afsløret, hvilken producent og hvilken Hollywood-stjerne der ifølge hende var tale om. Det skriver blandt andre The Guardian

Udtalelsen faldt i en podcast med BBCs kendte vært Louis Theroux, der er kendt for opsigtsvækkende dokumentarfilm og interview. 

Angiveligt var der tale om Robert Evans, der var produktionschef hos Paramount, og som døde i 2019. Han bad altså angiveligt Sharon Stone have sex med William »Billy« Baldwin under optagelserne til filmen »Sliver«, der fik premiere i 1993. 

»Evans løb rundt på sit kontor iført solbriller, mens han forklarede, at han havde været i seng med Ava Gardner (stor amerikansk skuespiller, især i 50erne og 60erne, red.), og at jeg skulle gå i seng med Billy Baldwin, fordi det ville gøre ham bedre,« siger hun ifølge The Guardian og fortsætter med at gengive de angivelige ord fra Evans:

»Hvis jeg kunne gå i seng med Billy, ville vi have kemi på skærmen og redde filmen. Det virkelig problem var mig, fordi jeg var snerpet og ikke som en rigtig kvindelig skuespiller, som bare kunne kneppe ham og få tingene tilbage på sporet.«

William Baldwin er ikke tilfreds med Sharon Stones udtalelser. Faye Sadou/AP/Ritzau Scanpix (arkiv)

Stone siger også, at det eksempelvis ikke var nødvendigt at have sex med Michael Douglas, som hun spillede over for i »Iskoldt begær«, for at have god kemi med ham. 

Stemplet som »besværlig«

»Sliver« er en thriller om en kvinde, der opdager, at hendes naboer skjuler noget, efter hun flytter ind i en eksklusiv lejlighedsbygning i New York. 

Filmen blev heglet igennem af anmelderne, og både Baldwin og Stone blev nomineret til henholdsvis værste mandlige skuespiller og værste kvindelige skuespiller til de såkaldte Golden Raspberry Awards. 

William Baldwin har også hørt udtalelserne fra Sharon Stone, og han er ikke tilfreds. 

På X skriver han, at han ikke forstår, hvorfor Sharon Stone bliver ved med at tale om ham efter alle de år, der er gået.

»Er hun stadig betaget af mig, eller gør det stadig ondt på hende efter alle disse år, at jeg afviste hendes tilnærmelser?« skriver Baldwin.

Han tilføjer, at han har »en masse skidt« på Sharon Stone, som han har holdt sin mund med. 

Sharon Stone havde en flot karriere i 1980erne og 1990erne med film som »Sidste udkald«, »Iskoldt begær« og Martin Scorseses »Casino« fra 1995, som hun blev nomineret til en Oscar for.

Men ifølge skuespilleren blev hun siden stemplet som »besværlig«, og tilbuddene om gode roller i gode film holdt op med at komme, skriver The Guardian.

Netop at blive stemplet som besværlig er noget, som flere kvindelige skuespillere gennem tiden er blevet med store konsekvenser for deres karrierer. 

Det skrev filmsitet RogerEbert.com en længere feature om i 2018 og nævnte blandt andre Halle Berry og Joan Crawford som eksempler. 

Opdatering 14/3: Filmen, der oprindelig hedder »Basic Instinct«, havde i denne artikel fået den forkerte oversættelse og var i stedet blevet kaldt »Farligt begær«. Filmens danske titel er dog »Iskoldt begær«, hvilket nu fremgår.