En række kvindelige musikere står frem i DRs dokumentar »Sexisme i musikbranchen« og fortæller om en branche, hvor kvinder i høj grad bliver udsat for sexisme og sexchikane.
Det handler blandt andet om, at kvinder skal være »fuckable« – altså nogle, man har lyst til at have sex med – for at få plads i branchen, mens der også er eksempler på kvinder under 18, som ældre mænd i branchen havde seksuelle forhold til.
Og deres fortællinger, som du også kan læse mere om i Berlingske, får nu Thomas Sandberg, formanden for Dansk Musiker Forbund, til at reagere.
Han kalder det »fuldstændig uacceptabelt«, at disse ting kan foregå, men samtidig er han ikke overrasket.
Thomas Sandberg er uddannet slagtøjssolist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men den klassiske musik er ikke undtaget for problemer med sexisme.
»Da jeg kom ind i branchen i slutningen af 1980erne, var det tydeligt, at det var en kompetitiv branche. Også dengang var indtrykket, at hvis ikke man kunne klare mosten, så skulle man finde sig noget andet,« siger Thomas Sandberg.

Der skal være konsekvenser
Og det er netop forventningerne til musikerne og de smalle nåleøjer, man skal igennem, der skaber grobund for, at nogle – især kvinder – kan blive udnyttet af magtfulde folk i branchen.
»Det er modigt og vigtigt, at disse historier bliver fortalt, og jeg er stolt af de af vores medlemmer, der har valgt at stå frem. Det vil vi virkelig gerne støtte op om, og vi gør alt, hvad vi kan, for at spænde et sikkerhedsnet ud under dem. «
Thomas Sandberg, mener du, at der skal være konsekvenser for de mænd, der omtales i dokumentaren, herunder Martin Brygmann?
»Selvfølgelig skal der være konsekvenser, og man skal stå til ansvar for sine handlinger. Hvordan det skal foregå, kan jeg ikke svare på – vi lever jo i et retssamfund.«
Hvilke tiltag er det så konkret, som Dansk Musiker Forbund tager nu?
»Dels er vi i tæt dialog med dem, der står frem, og støtter dem i deres udtalelser. Og så gør vi alt, hvad vi kan, for offentligt at signalere en nultolerance over for sexisme og grænseoverskridende adfærd i musikbranchen.«
Normalt, når man taler om nultolerance, handler det om, at der skal være en konsekvens.
»Vi har ikke diskuteret sanktioner og konsekvenser. Men det ser jeg heller ikke som værende vores opgave. Vi skal sørge for at have en rummelig og inkluderende musikbranche.«
Thomas Sandberg henviser til, at undersøgelsen »Hvorfor er der så få kvinder i musikbranchen?« viste, at 64 procent af kvinder og 24 procent af mænd i branchen har oplevet grænseoverskridende adfærd eller seksuel chikane.
Alt for meget handler om sex
Derfor arbejder Dansk Musiker Forbund på at ændre de strukturer, der muliggør den grænseoverskridende adfærd.
»Heldigvis er der en meget bred dialog om det her i branchen,« siger Thomas Sandberg.
Blandt de 13 kvinder, der står frem i dokumentaren, er Pernille Rosendahl, Annette Heick, Stine Bramsen, Signe Svendsen, Filuka, Mathilde Falch, Liva Susic og Kat Stephie.
De ni har Berlingske talt med.
Mathilde Falch forklarer, at de følte, at det var tide, at de sagde fra.
»Alt for meget handler om sex, om, hvorvidt man som kvindelig musiker er fuckable. Det handler om måden at tale til kvindelige musikere på. Det fucker med ens sjæl, fordi du står der på grund af din sangskrivning, noget, der er enormt sart og personligt, samtidig med at du skal navigere i noget, der er så overfladisk og råt,« siger Mathilde Falch til Berlingske.
Martin Brygmann bliver ikke nævnt ved navn i dokumentaren, men han forsøgte alligevel ad rettens vej at få dokumentaren bremset.
Københavns Byret gav dog DR medhold, og kvindernes historier rammer nu skærmen.
Brygmann er ikke vendt tilbage på Berlingskes mange henvendelser, men han skrev på Facebook, at han har »været blind for, at status og berømmelse kan skabe en skævhed i relationer«, og tilføjede, at »tiderne virkelig har ændret sig«.