»Fauda« handler om en israelsk antiterrorenhed, som går undercover i de palæstinensiske områder, og den er blevet et globalt hit, efter Netflix købte den i 2016. 

Serien har nu fået sig lidt af et meta-lag. For nogle af skuespillerne har nemlig meldt sig under IDF-fanerne efter Hamas' angreb 7. oktober.

En af dem er Idan Amedi, som spiller en stor rolle i serien. Blandt andre The Times of Israel skriver nu, at han er blevet alvorligt såret under kampene i Gaza. 

Ifølge avisen blev Amedi hentet med helikopter fra Gaza, efter han blev såret, og fløjet til Sheba Medical Center, hvor man opererede ham. Mandag aften klokken 20 dansk tid var Amedi fortsat bedøvet. 

Amedis far oplyser dog til avisen, at sønnen skulle være uden for livsfare. 

The Jerusalem Post skriver, at Amedi blev såret af granatsplinter eller fragmenter. 

Kort forinden blev Amedi interviewet på israelsk tv, skriver The Jerusalem Post. Her skal Amedia have sagt, at han »havde det fint«, men at han var træt.

Amedi havde også lagt en video på Instagram, hvori han fortalte om sin militærtjeneste.

»Dette er ikke en scene fra 'Fauda', dette er virkeligheden,« sagde han og tilføjede, at han og soldaterkammeraterne var motiveret af bekymringen for ofrene fra Hamas' angreb. 

»Må vi og Gud hævne deres blod,« sagde han i videoen ifølge The Jerusalem Post. 

Også 51-årige Lior Raz, som er medskaber af »Fauda«, og som spiller lederen af enheden i serien, har deltaget i konflikten. 

Raz har selv været en del af netop en undercover-antiterrorenhed – altså i virkeligheden – og 11. oktober fortalte han på det sociale medie X, at han havde hjulpet det israelske militær under evakueringen af to familier. 

Den israelske serie »Fauda« har både skabt debat og fået ros for at vise begge sider af Israel-Palæstina-konflikten.

DR-anmelder og serieekspert Frederik Dirks Gottlieb skrev om serien i 2018, at den var »tidens måske vigtigste serie«. 

»På trods af at være israelsk produceret, beskæftiger 'Fauda' sig nemlig ikke med 'de onde' eller 'de gode'. I stedet forfølger serien en indædt ambition om at menneskeliggøre Israel-Palæstina-konflikten og se den fra begge sider,« skrev han.